Besøg vores mobil side
 .

Sælerne har spist fisken indenfor 10 sømil rundt Bornholm og Christiansø

Udgivet af FiskerForum den 19-09-2012 · info@fiskerforum.dk

Fiskeri indenfor denne grænse kan ikke betale sig, er næsten den ubegribelige, men desværre kedelige kendsgerning, som kystfisker Henrik Dahl Frithiof på sin knap 10 meter lange garn og krogbåd R252 Ramona fra Christiansø, kan konstatere overfor FiskerForum.

Det er både med et tungt og blødende hjerte at man som fisker desværre kun magtesløs kan se på, at fiskeriet omkring Bornholm og Christiansø, nærmest er forsvundet.

Ikke kun når man tænker på tidligere tiders fiskeri, men også når man kun går små 4 år tilbage i tiden, til tiden før sælerne kom til Christiansø. ”Vi havde noget af det bedste fiskeri i hele kongeriet Danmark. Den tid er slut nu med sælernes indtog,” konstaterer en slukøret fisker.

”Jeg fiskede i foråret 23 – 24 sømil ude sydvest for Christiansø ved de syv vrag, som vi i daglig tale kalder ”den lille kirkegård”. Jeg havde på første dagen 180 kasser torsk og anden dag lidt færre kasser ca. 70 kasser. Men på tredje dagen var det slut, der havde sælerne sporet sig ind på vragene og havde både spist eller jaget alle torsk væk.”

Skipper Henrik Dahl Frithiof fortæller ligeledes, ”I et af garnene var det helt tydeligt at sælerne kun var gået efter de store torsk. Jeg hev ind og de første 3 store torsk var bidt, mens de næste to mindre torsk havde sælerne ikke rørt, men så var de næste 4 store torsk ligeledes skambidt, og sådan fortsatte det garnet igennem.”

”Man siger godt nok at sælerne kun spiser mellem 3 – 5 kg fisk pr. dag, men når de så endelig spiser, tager de ikke hele fisken. I de fleste tilfælde går de kun efter leveren på fisken, derfor er antallet af fisk, der må ladet livet for en sæl, meget større end man sikkert tror,” fortæller Henrik Dahl Frithiof videre. ”Jeg har selv med egne øjne set torsk taget på 100 meters dybde, hvor torsken kun havde et lille hul på størrelse med en flad femmer, hvor igennem leveren var taget af sæl”

”sælerne spiser jo ikke hele torsken når de tager dem fra garnene, nej de tager kun ca. 30% af fisken, skrog og hoved hænger tilbage efter de har været der. Man bliver alligevel lidt imponeret over deres evne til at pille kødet af en torsk, der helt er viklet ind i garn. På trods af dette kan de alligevel komme til kødet, og åbenbart uden de store problemer, for jeg har aldrig fanget en sæl i garnene,” beretter Christiansø fiskeren videre om sælerne.

”Vi har prøvet alt, lige fra pinger der med en høj lyd skulle skræmme sælerne væk, 14 dage efter havde de vænnet sig til lyden og var tilbage igen. Men et er sikkert, dette her er en overlevelses kamp mellem sælerne og os fiskere, kommer der ikke snart en løsning på sælerne, kan vi ligeså godt lægge op alle mand, for der er ikke fugls føde tilbage i erhvervet længere,” slutter en frustreret fisker Henrik Dahl Frithiof fra Christiansø.

FiskerForum.com



Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/