Besøg vores mobil side
 .

Skagen Havn befæster sin position som landets største fiskerihavn

Udgivet af FiskerForum den 28-03-2014 · info@fiskerforum.dk

Mens den samlede landingsværdi i 2013 er øget med 10 pct. i forhold til 2012 til 3,4 mia. kr., har Skagen Havn øget sin landingsværdi med 44 pct. Dermed er Skagen Havn fortsat Danmarks største fiskerihavn.

Administrerende direktør på Skagen Havn, Willy Bent Hansen, ser udviklingen som et positivt skridt for Skagen Havn.


“Med den seneste statistik fra NaturErhvervstyrelsen kan jeg konstatere, at Skagen Havn befæster sin position som Danmarks største fiskerihavn. Omsætningen på fiskeriet har svaret til vores forventninger og ligger inden for det budgetterede. Oven på et rigtig dårligt år i 2012 er vi nu tilbage på niveau,” siger han og fortsætter:


“Vores ambition er fortsat at udvikle os yderligere som det pelagiske centrum, som vi allerede er, og den seneste udvikling flugter derfor godt med Skagen Havns ambitioner inden for fiskeriet. At vi er i stand til at øge vores markedsandel, underbygger blot vores strategiske fokus, nu hvor mere end 25 pct. af alt landet fisk i Danmark sker i Skagen Havn.”


Samtidig bygger flere udenlandske fiskeriselskaber lagerfaciliteter på havnen med henblik på at bruge Skagen som basehavn for service og reparationer.


“Det er meget positivt og kan forventeligt være med til at udvide antal landinger og øge mængderne. I tilknytning til havneudvidelsen, der er under konstruktion, og hvor der skal udvikles nye forretningsområder, er det meget positivt, at vores kerneområde i omsætningen fortsat vokser,” siger Willy Bent Hansen.


De fem største fiskerihavne har 80 pct. af de samlede landinger
De seneste tal fra NaturErhvervsStyrelsen viser i øvrigt, at Skagen Havn står for over en fjerdedel af al fiskeri i Danmark foran havnene i Hanstholm, Thyborøn, Hirtshals og Hvide Sande. Tilsammen dækker de fem største fiskerihavne 80 pct. af den samlede landingsværdi.


Havnene i Skagen og Hirtshals har ligeledes øget andelen af pelagiske landinger. Havnene i Skagen, Thyborøn og Hanstholm har øget andelen af landinger af industrifisk.



Svenske landinger steg med 19 pct. og norske med 49 pct. ­­­



I Skagen ilandbragte svenske fartøjer fisk til en værdi af 193 mio.kr., hvilket svarede til en forøgelse på 19 pct. Norske fartøjer ilandbragte fisk til en værdi af 187 mio. kr., hvilket svarede til en forøgelse på 49 pct..


Størst på industrifisk er Skagen Havn
Inden for industrifisk havde Skagen den største landingsværdi i perioden. I 2013 udgjorde landingsværdien 440 mio. kr., hvilket svarede til en forøgelse på 91 pct. Thyborøn var den næststørste havn med en landingsværdi på 332 mio. kr., svarende til en forøgelse på 59 pct. Hanstholm var den tredje største havn med en landingsværdi på 182 mio. kr., hvilket svarede til en forøgelse på 126 pct.


Kilde: Skagen Havn
FiskerForum.com


Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/