Besøg vores mobil side
 .

Skruen er i vandet-og det går fremad.

Udgivet af FiskerForum den 04-03-2011 · info@fiskerforum.dk

En god måned efter ledelsesudskiftning er AS Scan i fuld gang med at udfylde ordrebøgerne og udføre arbejdsopgaverne rundt om i landet.

Michael Vejlgaard har indtaget direktørstolen i det verdensomspændende firma, og den forhenværende direktør, Karsten Olesen, har sat sig i baggrunden, og arbejder nu med de opgaver, som han godt kan lide. ”Vores nye ledelsesstyring har fået en god start, og jeg nyder at kunne koncentrere mig om specifikke områder og arbejdsopgaver,” siger Assistant Manager Karsten Olesen. Karsten har fokus på Fiskerisektoren, underleverandørarbejdet, tegneopgaver og en smule bogføring. ”Det er i fiskeriområdet, at jeg særligt kan bruge min erfaring og know how,” fortæller Karsten, som har overladt det overordnede og organisatoriske arbejde, den daglige ledelse, Scan Steering og Scan Industries til sin kompetente kollega.

”Som situationen ser ud pt. har vi en yderst fornuftig strøm af ordre, og behovet for yderligere arbejdskraft er nødvendigt,” erfarer Karsten og informerer om to stillingsannoncer på henholdsvis værkfører og skibsmontør.
Virksomheden spænder over 20 medarbejdere, som er specialiseret indenfor forskellige områder. Industriteknikere, smedje, skibsmontører, elektronikmekanikere, maskinmester og ingeniør står alle til kundens rådighed, når en specialopgave skal udføres.

FN 338 Sonjan
For tiden bor to medarbejdere i et sommerhus i Strandby, da et stort ombygningsarbejde er igangsat på den 21,82 meter lange trawler FN 338 Sonjan. AS Scan står for al hydraulikarbejdet ombord, og skal levere de forskellige spil til fartøjet samt dele til fiskebehandlingssystemet. ”Skibsmontør og lærling påbegyndte arbejdet for 3 uger siden, og arbejdet forventes at tage 5 uger endnu,” siger Karsten Olesen

ZAMAKONA Ship Yard (Esvagt )
I 2009 leverede og monterede Hvide Sande-virksomheden to store hækporte på to nye X-BOW-fartøjer til Esvagt. AS Scan stod selv for design og konstruktion af portene, som skulle gøre det hurtigt, let og sikkert for et redningsfartøj at på- og afsejle i fart. Esvagt er igen ved at få produceret et nyt X-BOW-fartøj på Zamakona Ship Yard i Spanien, og AS Scan har igen hentet ordren på hækporten hjem. ”Vi er stolte over, at blive valgt til opgaven igen. Det viser en accept af vores tidligere leverede arbejde på Esvagt-fartøjerne,” beretter Karsten og pointerer at hækportene skal leveres og monteres i september måned, hvor to ansatte rejser til Spanien, og bruger et par måneder med monteringsarbejdet.

Færge projekt
Hvide Sande Skibs-og Bådbyggeri skal levere en ny færge i 2012, og værftet har valgt AS-Scan til leverandør af alt hydraulikarbejde på det store projekt og produktion af anker-og moringspil. ”Det er en god ordre, som omfatter design af anker og moringsspil i størrelsesforhold, vi ikke har prøvet før,” siger Karsten Olesen og fortsætter: ”Vi er allerede i gang med at tegne de store spil til færgen, og når de er produceret starter montagen af anlægget på færgen.”

Styremaskiner:
Ellers melder koncernen også om høj aktivitet i levering af styremaskiner. ”Som situationen ser ud lige nu, skal vi blandt andet levere styremaskiner til kommende HG 95 Calima-Luanda, en engelsk explore-yacht og ombygning af fiskefartøj i Hanstholm, hvor vi også skal levere en 10 MegaWatt EL-kedel til kraftvarmeværket,” fortæller Karsten Olesen med stor tilfredshed over den fornuftige aktivitet i virksomheden.

Kilde: FiskerForum

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia