Besøg vores mobil side
 .

Succesfuld afløser til Trawlwire.

Udgivet af FiskerForum den 11-11-2010 · info@fiskerforum.dk

Hvide Sande Vodbinderi Aps har taget skridtet i en mere miljørigtig retning.

Dybhavstrawlere får nu mulighed for at udskifte det traditionelle og tons-tunge trawlwire med Dyneema-liner med en væsentlig reduceret kilovægt. ”Warps er brændstofbesparende og utrolig slidstærk,” siger direktør ved Hvide Sande Vodbinderi ApS, Thomas Bank Olesen, om det nye og revolutionerende produkt.

Hvide Sande Vodbinderi er de eneste i Danmark, som har solgt Dyneema-løsningen endnu, som pt. er installeret på tre fiskefartøjer fra Hvide Sande , RI 468 Juli-Ane, RI 568 Jette Mona og RI 236 Lisbeth Frich.

Verner Møller var den første fiskeskipper i Danmark, der valgte løsningen ombord på den knap 24 meter lange dybvandstrawler. Efter at have haft Warps som trawlwire på fartøjet i over et år med gode resultater af produktet, skulle dette også være løsningen på hans nybyggede reje- og totrawlers midterste tromle. ”Vi bruger Warps og oplever, at produktet opfylder de lovede forskrifter,” siger Verner Møller, som modtog Jette Mona i Juni måned i år. Verner har gode erfaringer og stor tiltro til Dyneema-linernes egenskaber, særligt i Østersøen, hvor vægten af linerne, reducerer skovlenes berøring med den bløde bund.

Hvor trawlwire normalt skal udskiftes en gang om året, ruster og skal splejses, har Dyneema-liner en væsentlig længere levetid, og der er meget mindre vedligehold ved denne slidstærke løsning. Verner Møller har endnu ikke skulle vedligeholde på linerne på RI 468 Juli-Ane, som har været installeret i halvanden år. Det er både han og besætningen rigtig godt tilfreds med.

Skulle det hænde, at linerne bliver slidte eller beskadiget under de hårde fiskeforhold mht. dybvandsfiskeri, er der også mulighed for reparation af dynemarebet, som kan modtage nyt overflet, hvis nedslidning finder sted, pointerer Thomas, og ligger stor vægt på vodbindervirksomhedens brede knowhow indenfor den nye løsning.

Desværre har Hvide Sande Vodbinderi Aps ikke pt. haft mulighed for testforsøg vedrørende brændstofbesparelsen, da Verner med det første fartøj fik isat ny motor samtidigt med udskiftning af wire, og de to andre fartøjer er nybygninger. Men udbyder og patentindehaver påstår, at en udskiftning til Dynx Wrap ifm. flydetrawl, giver brændstofbesparelse på 5-10%, hvilket bestemt ikke er irrelevant med nutidens brændstofpriser.

”Går man med planer om nybygningen er Dyneemawire særdeles attraktiv, da vægtforskellen ville give en væsentlig mindre ballast i forhold til trawlwirerne som kan veje op til 3-4 tons," siger Thomas og opfordrer interesserede til at kontakte ham, hvis yderlige spørgsmål skal besvares.

Kilde: FiskerForum.com/MB

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/