Besøg vores mobil side
 .

Thorsminde optimisme styrker vestkysthavnen.

Udgivet af FiskerForum den 15-08-2011 · info@fiskerforum.dk

Pengene ruller lidt raskere i øjeblikket i Thorsminde. Investeringerne rammer flerstrenget og styrker Thorsminde Havn. Fiskeauktionen og fiskerne tror på fremtiden og det smitter af på investeringslysten, som også her afspejler en klippefast tro på at morgendagen ser lys ud.

Fiskerne

Omkring 25 fartøjer er hjemmehørende i Thorsminde og skipper Kenneth Nielsen følger efter flere andre fiskere i Thorsminde, som har investeret i større både. Antallet af fartøjer i den mindre vestkysthavn er faldet, men de tilbageværende fartøjer vokser i størrelse.

Før Kenneth Nielsen er det blandt andre fiskeskipper John Christensen, der har købt nyt fartøj til Thorsminde. Han fik først på året leveret nybygningen ”Pia Glanz”. Garnfisker Johnny Poulsen har også bygget nyt – kutteren ”Anette”.

Skipper Johnny Pedersen ser på samme måde fremtid i Thorsminde og sejler med det moderne fartøj ”Palermo”. Per Andersen fik sidste efterår en ny, større glasfiberbåd. Han er 41 år og har fisket halvdelen af sit liv.

Vi tror på Thorsminde. Ellers ville vi ikke bruge pengene, siger Per Andersen.

Havnen

Det er ikke kun fiskerne, der investerer. Kajanlægget forstærkes. Det sker i forbindelse med uddybning til 5 m vanddybde. Derfor ligner havnen for tiden nærmest en byggeplads med masser af spunsjern.

Fiskeauktionen

Fiskeauktionen mærker driftigheden. I 2010 blev der i alt landet 1.594 tons fisk, hvad der var en fremgang på 20 % i forhold til 2009. Indtil nu i år er fremgangen på 12 %, men i juli alene var den på hele 23 %.

I foråret sikrede fiskeauktionen en ubrudt kølekæde for de ferske fisk. Hallen har fået en sluseport, så kasserne kan køres direkte ud i bilerne uden temperaturstigninger.

Kilde: Holstebro Pressen / Thorsminde Havn
FiskerForum

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/