Besøg vores mobil side
 .

Tjener må vi bede om to regninger? Ja så gerne; merpris 185.000 kr. årligt

Udgivet af FiskerForum den 30-09-2010 · info@fiskerforum.dk

En årlig ekstraregning på 185.000 kr. er hvad TripleNine Amba må punge ud med, efter virksomheden har ønsket at få opsplittet Esbjerg Havns årlige arealleje regning i to separate bilag.

På en restaurant tager tjeneren sig normalt ikke ekstra betalt, hvis kunderne beder om at få opsplittet regningen i to. Men på Esbjerg Havn forholder det sig anderledes. Det viser en sag, som TripleNine Fish Protein amba, netop har fået ekspederet på Esbjerg Havn.

Fiskemelsfabrikken er i færd med at udskille den del af virksomheden, der bl.a. renser dioxin til et separat selskab, og i den forbindelse ønsker TripleNine amba, de årlige opkrævninger for areal leje, opdelt i to selvstændige bilag. Efter et længere forhandlingsforløb, er parterne nu enedes om betingelserne for at få opsplittet regningen. Den nuværende lejekontrakts bindingsperiode og øvrige betingelser videreføres uforandret, til gengæld, skal virksomheden acceptere en prisforhøjelse på ikke mindre end 185.000 kr. hvert år.

Prisen for at få havnens accept har været høj - alt for høj, synes TripleNine`s bestyrelsesformand Erik Bonde Pedersen; ”Vi skal videre, derfor må vi bide i det sure æble og betale. Vi betaler under protest, for i vore øjne er der ingen tvivl om, at Havnen her udnytter sin status som monopolist til det yderste”. Erik Bonde Pedersen peger på, at de aktiviteter, selskabet udskiller i et selvstændigt datterselskab inkluderer et højteknologisk produktionsanlæg, hvor en fysisk flytning er næsten umulig. ”Havnen ved jo godt, at omkostningerne løber op i et to cifret million beløb, såfremt vi flytter anlægget til en anden adresse”.

I et protestbrev til Havnens bestyrelse og direktion, har Erik Bonde Pedersen beskrevet forhandlingsforløbet. Afslutningsvis hedder det bl.a. ”I bund og grund er Havnen jo arealudlejer og lever jo af, at det går godt for deres lejere. Vi så gerne Havnen som samarbejdspartner, men det er ikke det, vi oplever i den aktuelle situation”.

Fiskeforum.com/EK

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/