Besøg vores mobil side
 .

Tv2 Bornholm - HavFriskFisk.dk giver trængsel på havnen i Hasle

Udgivet af FiskerForum den 04-07-2012 · info@fiskerforum.dk

Fiskeskipper Henning Finne på garnbåden R48 Tina fra Hasle, er lige blevet tilknyttet HavFriskFisk.dk, og har i den anledning haft et par travle dage på havnen.

Specielt efter Tv2 Bornholm mandag aften, i udsendelsen, ”mellem os i sommerlandet” og i den bedste sendetid, havde sat fokus på en anden måde at handle frisk fisk på.

Tv2 Bornholm lavede et 17 minutters indslag om de Bornholmske fiskeres succes med HavFriskFisk.dk og deres oplevelser omkring projektet. Tv2 Bornholm interviewede de fire aktive fiskere, Claus Stenmann Hansen, R 200 Cometen, Svaneke, Bent Lemvig Pedersen, R309 Janne, Tejn, Bo Grønbech Johansen, R32 Ninni, Gudhjem og Henning Finne, R48 Tina, Hasle, som hver for sig dækker forskellige havne på solskinsøen Bornholm.

På spørgsmålet fra Tv2 Bornholm, om der kommer flere fiskere til HavFriskFisk.dk, fortalte fiskeskipper Claus Stenmann Hansen, ”jeg mener ikke man skal presse andre fiskere ind i HavFriskFisk.dk – de skal vise en vilje til at komme med, men fordelene ved at være med er åbenlyse og logiske, man kan jo med et minimum af besvær let løfte sin indtjening til det tredobbelte, så når andre hører om det, kommer der flere til.”

Fiskeskipper Henning Finne havde et filmhold fra Tv2 med ude at fiske med R48 Tina og fik, i et smukt dansk sommervejr, vist det danske fiskeri fra en helt anden side, men også hvorledes Henning Finne melder ind på HavFriskFisk.dk med hvornår han forventer at være i land og i hvilken havn han lander fisken samt hvad slags fisk han har med sig ind.

Med kameraerne kørende blev garnene røgtet og blandt de mange rødspætter, kom der også enhvers lystfiskers drøm til syne, en fin stor torsk på godt 10 kg. Herefter blev kursen sat mod Hasle Havn, hvor turister og lokale flokkedes ved kajen for at være de første til at købe den Hav friske fisk.

Tirsdag formiddag efter Tv2 Bornholms udsendelse, var der ekstra mange kunder ved kajen, da Henning Finne landede sin fisk, så mange kunder var der at Henning Finne med et smil fortalte at han overvejede at stille en billetautomat op, ”så kan folk jo trække et nummer.” Selvom nogle desværre gik forgæves denne dag, fik Henning Finne hurtigt aftalt at de kunne hente deres fisk næste formiddag i stedet.

Turisterne køber fisk direkte ved kutteren. Familien Martinussen fra Strøby havde ikke prøvet at købe fisk på den måde før, og var positivt overraskede. De købte rogn og en hel torsk, som senere skulle på grillen, og de glædede sig til fisken der skulle serveres med nogle nye kartofler og godt med krydderurter. De havde på campingpladsen fulgt kutteren på internettet og var derefter taget ned til havnen for at få nogle friske fisk med hjem til aftensmaden.

Normalt er Henning Finne lakse fisker, et fiskeri som foregår fra tidligt i november til sidst i marts. I perioden herefter fiskes der torsk, skrubber og rødspætter m.m. og som en anden positiv sidegevinst ved HavFriskFisk.dk samarbejdet er det kollegiale, for i perioden hvor Henning Finne fisker laks, henviser han flittigt kunderne til de øvrige fiskere i samarbejdet, således ingen hverken lokale, turister eller restauranter går forgæves.

Se Tv2 Bornholms indslag nedenfor her.

Kilde: Tv2 Bornholm
FiskerForum.com



Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/