Besøg vores mobil side
 .

Vestjysk Fiskerihavn har fået ny trafikhavn mod vest

Udgivet af FiskerForum den 18-06-2013 · info@fiskerforum.dk

Den lange strækning på Jyllands vestkyst får nu en trafikhavn lige i midten af kystlinjen, hvor Hvide Sande havn nu er klar til at modtage og udskibe gods til og fra midt- og vestjyske virksomheder i kraft af en havneudvidelse til 148 millioner kroner, der netop er færdiggjort.

Hvide Sande har hidtil været kendt som en stor og moderne fiskerihavn. Med havneudvidelsen har havnen nu også faciliteter som transporthavn. Havnen er udbygget med en ny sydmole på 700 meter og en forlænget nordmole, der tilsammen forbedrer besejlingsforholdene væsentligt, både for den kommende skibstrafik, men også for havnens sædvanlige brugere, fiskerne.

Samtidig er vanddybden uddybet til seks meter. En ny Vesthavn står således klar med en kaj på 150 meter og en bæreevne på op til 10 ton pr. kvadratmeter samt en ny kajgade på 170 meters længde og 35 meters bredde. Dvs. 6000 kvadratmeter med fast belægning samt et bagareal og oplagsplads på over 20.000 kvadratmeter og forberedelse til Roll on / Roll off (ro/ro) leje.

”Vi er nu klar til at modtage større mængder af bulkvarer som eksempelvis skærver, træ, korn- og foderstoffer og projektgods som mølledele, større maskiner og andet oversize cargo,” oplyser Esben Thomey Kristensen, der er kundeansvarlig i Hvide Sande Service Group (HSSG).

Hvide Sande Service Group (HSSG) er stiftet af 31 af Hvide Sandes virksomheder i forbindelse med havneudvidelsen. HSSG er omkostningsfri hjælp til nye aktører der ønsker at benytte Hvide Sande havn. Via HSSG står der også 31 virksomheder til rådighed for nye aktører indenfor f.eks. godstransport og offshore vind. Eksempelvis med vognmandskørsel, kraner, 24/7 agentur, stevedoring, slæbebåd, trucks og gummigeder. Coastere kan serviceres med eksempelvis proviantering, fuel, forplejning og alle former for maritimt håndværk.

”Vi tilbyder kunderne en meget fleksibel og serviceminded havn, som de nemt kommer i kontakt med, fordi de takket være HSSG kun skal henvende sig ét sted, og vi kan kontaktes 24 timer i døgnet 365 dage om året,” understreger Esben Thomey Kristensen.

Havneudvidelsen er ikke mindst gennemført med tanke på de kommende havmølleparker i Nordsøen: Horns Rev III og den kystnære havmøllepark kaldet Vesterhavet Syd som planlægges opført ud for Hvide Sande. Dette nye forretningsområde har Hvide Sande Havn store forventninger til.

”Vi er suverænt den nærmeste havn til den kommende Horns Rev III møllepark, og til de kystnære møller – som vi forventer i Vesterhavet Syd, lige nordvest for Hvide Sande. Vi har en havn, der er isfri året rundt, vi har en ny Vesthavn, der er bygget til offshore vindbranchens behov og vi har en lang række virksomheder, som allerede har stor erfaring med offshore vindbranchen, eksempelvis med nybygning af crewbåde,” påpeger Esben Thomey Kristensen.

Samtidig med havneudvidelsen er der sket en udbygning af vejnettet mellem Ringkøbing og Hvide Sande, sådan at større og længere gods kan transporteres uhindret, herunder møllevinger op til 80 meters længde.

Hvide Sandes nye trafikhavn indvies officielt søndag den 30. juni kl. 11 af trafikminister Henrik Dam Kristensen. Det sker i forbindelse med Hvide Sandes traditionsrige og populære arrangement ”Åben Havn” med en masse aktiviteter og tilbud rundt omkring i havnen og byen.

Kilde: Hvide Sande Havn
FiskerForum.com

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia