Besøg vores mobil side
 .

Akvakulturanlæg til 100 millioner planlægges i Skagen

Udgivet af FiskerForum den 02-05-2017 · info@fiskerforum.dk

Erhvervshus Nord er i øjeblikket i dialog med konkrete investorer, som undersøger muligheden for at etablere et bæredygtigt og miljøvenligt akvakulturanlæg i Skagen til 100 millioner kroner.

Den stærke fiskeindustri i Frederikshavn kommune er et oplagt sted for moderne akvakultur, har Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord tidligere udtalt. Erhvervshus Nord er pt. i dialog med potentielle investorer om muligheden for at etablere et topmoderne og miljørigtigt akvakulturanlæg i Skagen til en anlægsværdi på omkring 100 millioner kroner.


Videnstunge job


»Det er en helt fantastisk mulighed for vores område, som vi rigtig gerne ser realiseret. Allerede fra dag ét vil der være omkring 20 arbejdspladser i sådan et anlæg, som vil være en blanding af videntunge job og faglærte produktionsmedarbejdere og med god mulighed for at skalere op med flere arbejdspladser. Vi har en stærk værdikæde inden for fiskeri, som vil være i god synergi med et akvakulturanlæg. Med 100 kilometer kyststrækning i kommunen er det ikke svært at finde egnede erhvervsarealer, som ligger tæt på frisk havvand,« siger Niels Bay Christensen.


Erhvervshus Nord understøtter i øjeblikket processen med at finde og få godkendt et egnet areal i Skagen og arbejder med investorerne omkring opførslen af anlægget. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Forsyning A/S. Håbet er, at man fra medio 2018 vil kunne se et bæredygtigt akvakulturanlæg i Skagen.


Ny miljøvenlig teknologi


Modsat traditionelle dambrug, som ikke har været særlig gunstige i forhold til miljøet, er det moderne akvakulturanlæg et lukket anlæg, som recirkulerer op til 99 procent af vandet i anlægget. Den aktuelle investor ser på opførelsen af et anlæg fra Krüger ved navn RAS2020. Anlægget indeholder de nyeste teknologier til gavn for miljøet og fiskene. Udledning sker via spildevandsledningsnettet og har i forhold til andre anlæg en meget høj rensning og ambitionen er, at anlægget skal være Danmarks reneste.


»Den nye teknologi, der renser praktisk talt alt vandet, betyder, at man kan kontrollere vandmiljøet i sådan en grad, at fiskene ikke bliver syge og dermed ikke skal behandles med antibiotika,« forklarer Lene Kappelborg, erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord og ansvarlig for aktiviteter i fødevaresporet.


Fiskene, som skal opdrættes i akvakulturanlægget, er i udgangspunktet regnbueørred, som ikke bliver fanget i konventionelt fiskeri, og disse fisk vil således blive et supplement til råvaretilførslen af fisk i Skagen.



Kilde: Erhvervshus Nord
FiskerForum.dk



Akvakulturanlæg til 100 millioner planlægges i Skagen - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/