Besøg vores mobil side
 .

»Danske fiskere skal ikke være dårligere stillet end udenlandske fiskere«

Udgivet af FiskerForum den 10-02-2017 · info@fiskerforum.dk

Den 27. og 31. januar 2017 udsendtes orientering vedrørende undtagelsen for fiskeri efter torsk i Østersøen. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udsender ny orientering om undtagelse i forbindelse med restriktioner af hensyn til beskyttelse af torsk i den vestlige Østersø.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har tidligere meldt ud, at kun fartøjer under 15 meter ved fiskeri på vanddybder under 20 meter var omfattet af gældende undtagelse for kvoteafskrivning af torskefangster i månederne februar og marts.


Imidlertid har myndighederne i Tyskland tilladt, at tyske fiskefartøjer uanset længde og vanddybde kan udøve et fiskeri efter fladfisk og i sådanne fiskerier lovligt have op til 10 % bifangst af torsk. Overstiger bifangsten af torsk på en konkret fangstrejse de tilladte 10 % skal der skiftes fangstplads.


Det er i relation til reglerne for kvoteafskrivning af torskefangster i månederne februar og marts ønsket, at danske fiskere ikke skal være dårligere stillet end udenlandske fiskere. Det skal derfor herved meddeles, at danske fiskefartøjer i månederne februar og marts må udøve fiskeri efter fladfisk og i sådanne fiskerier lovligt have bifangst af torsk, der mængdemæssigt højst udgør 10 % af den samlede ombordværende fangst. Overstiger bifangsten af torsk på en konkret fangstrejse de tilladte 10 % skal der skiftes fangstplads.


Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil nøje følge evt. fiskeri efter fladfisk med henblik på at være så opdateret som muligt omkring omfanget af torskebifangster.


Der vil snarest blive udsendt nye tilladelser til fartøjer, der har tilladelse til torskefiskeri i Østersøen. Det vil heraf fremgå, at også fartøjer, der udøver fiskeri efter fladfisk, er undtaget fra forbuddet anført i tilladelsens pkt. A3.



Kilde: Landbrugs- og Fiskeristyrelsen
FiskerForum.dk


»Danske fiskere skal ikke være dårligere stillet end udenlandske fiskere« - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia