Besøg vores mobil side
 .

Danske Vestergaard Group står nu stærkere i Norge

Udgivet af FiskerForum den 24-02-2015 · info@fiskerforum.dk

Den nordjyske leverandør indenfor maritim industri styrker sin position i Skandinavien med ejerskab i endnu et norsk selskab.

Vestergaard Marine Service A/S, en del af Vestergaard Group med base i Frederikshavn, har købt sig ind i den norske virksomhed Giske Servicebase AS med domicil i Ålesund på den norske vestkyst. VMS indgår nu i ejerkredsen bag det norske servicefirma, og styrker dermed sine kompetencer indenfor motorservice og -reparation og befæster ligeledes sin position på det norske marked for offshore og fiskerfartøjer.



Giske Servicebase AS er det andet norske søsterselskab i Vestergaard Group, der foruden fem selskaber i Danmark og Brasilien også tæller norske VMS SafePort, der er hjemmehørende på oliebasen Mongstad nord for Bergen.



Udvider kompetencer


Vestergaard Marine Service supplerer Giske Servicebase med de nordjyske kernekompetencer indenfor service og reparation af dieselmotorer, gear og propeller indenfor det maritime og offshoreområdet. Giske Servicebase har specialiseret sig i opgaver indenfor stål, aluminium og rustfrit samt reparation og vedligehold af dæksudrustning og øvrigt driftsudstyr.



Daglig leder af Giske Servicebase, Svein Aasemyr, etablerede virksomheden i februar 2012, og målet er at kunne tilbyde komplet service på maskineri. "Det har hele tiden været en del af vores strategi, at vi vil kunne tilbyde vore kunder de rigtige kompetencer. Vestergaard Marine Service er den bedste aktør at samarbejde med for at styrke vore tjenester indenfor det mekaniske," siger Svein Aasemyr.



Strategisk satsning


Morten Vestergaard, der er adm. direktør i Vestergaard Marine Service, ser i høj grad medejerskabet af Giske Servicebase som en strategisk satsning. "For os handler det også om at være til stede i området, hvor flere af de norske offshore-rederier, der er kunder hos Vestergaard Group, har base. Derudover er der i Ålesund en stærk trawler-cluster samt en del nybygningsværfter, som kan åbne for en udvikling af vores samlede marked," siger Morten Vestergaard.



Ejerskabsudvidelsen er kommet i stand ved en aktieemission, og aktiemajoriteten er stadig på norske hænder, idet Vestergaard Marine Service har overtaget 49 procent af aktierne i Giske Servicebase.



FAKTA OM EJERSKABSUDVIDELSEN - Giske Servicebase AS blev stiftet i februar 2012 og har domicil i Ålesund på den norske vestkyst.
Selskabets kernekompetencer er generelt vedligeholdelsesarbejde indenfor stål, aluminium og rustfrit, teknisk opfølgning af værkstedsophold som klassinger samt reparation og vedligehold af dæksudrustning og øvrigt driftsudstyr.
Med danske Vestergaard Marine Service A/S i ejerkredsen er kompetencerne blevet styrket på det mekaniske område, ikke mindst indenfor motorservice og -reparation.
Danske Vestergaard Group, hvis største selskab er Vestergaard Marine Service A/S med hjemsted i Frederikshavn, omfatter desuden VMS Turbo, handelsselskabet DT-Interlink samt VMS Technology, der har specialiseret sig i opgaver indenfor ingeniørtjenester og projektledelse. Dertil kommer et selskab i Rio de Janeiro, VMS do Brasil, samt det norske søsterselskab VMS SafePort på Mongstad.


Kilde: VMS
FiskerForum.com


Den nordjyske leverandør indenfor maritim industri styrker sin position i Skandinavien med ejerskab i endnu et norsk selskab - Like og del gerne med dine fb venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia