Besøg vores mobil side
 .

»Der skal være plads til både store og små i dansk fiskeri«

Udgivet af FiskerForum den 08-09-2017 · info@fiskerforum.dk

En udtalelse som Fiskeriministeren har udsendt i en pressemeddelelse efter samrådet. Arbejdet om kvotekoncentration i dansk fiskeri er godt i gang og første skridt er taget i opfølgningen på Rigsrevisionernes kritiske beretning.

Siden Rigsrevisionen overgav beretningen til Statsrevisorerne d. 16. august 2017 har repræsentanter for alle Folketingets partier på jævnlige møder i Udenrigsministeriet drøftet opfølgningen på beretningen og i dag er man nået til enighed om de første konkrete tiltag.


»Vi har nu taget det første konkrete skridt i arbejdet med at rydde grundigt op på hele fiskeriområdet, både hvad angår regler og administration. Nu sætter vi gang i en ekstern undersøgelse af kvotekoncentrationsområdet. Vi er ikke i mål endnu og der venter fortsat mange dage i arbejdstøjet. Men jeg vil gerne kvittere for det gode og konstruktive samarbejde i ordførerkredsen.« siger fiskeriminister Karen Ellemann.


Undersøgelsen skal se på en lang række områder, som Rigsrevisionen har udtalt sig kritisk om i sin beretning og undersøgelsen forventes afsluttet inden jul.


Undersøgelsen vil bl.a. indeholde



  • Dybdegående bagudrettet undersøgelse af sagspraksis, administration og kontrol af fartøjs- og kvotehandler.

  • Analyse af det eksisterende administrationssystem, herunder eventuelle systemiske fejl og mangler, samt systemets evne til at opdage stråmandsvirksomhed.

  • forslag til en fremtidig administrationsmodel, herunder muligheder for digitalisering og et nyt register for kvoteejerskab.


Desuden er der i kredsen enighed om, at der skal ses på udenlandske fiskeres ejerskab af danske fiskekvoter og hvordan der kan udvikles et velfungerende regelsæt i overensstemmelse med EU’s regler.


Ministeren og ordførerne har endvidere drøftet den konkrete opfølgning på fiskeripakkens intentioner om at begrænse kvotekoncentration i dansk fiskeri. Karen Ellemann udtaler i den forbindelse, »Nu får vi i fælleskab taget fat om roden på problemet med kvotekoncentration, så vi sikrer et dansk fiskeri i både økonomisk og miljømæssig balance. Det er vigtigt for mig, at der også i fremtiden er plads til både store og små i dansk fiskeri.«



Kilde: pressemeddelelse fra UM.dk
FiskerForum.dk


»Der skal være plads til både store og små i dansk fiskeri« - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia