Besøg vores mobil side
 .

»En stor sejr for dansk fiskeri«

Udgivet af FiskerForum den 12-09-2016 · info@fiskerforum.dk

Sådan udtrykker formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen sig ovenpå meddelelsen om MSC´s blåstempling af torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak.

Det er i følge formanden en milepæl som Dansk fiskeri runder med torsken og påpeger ved samme lejlighed, »at nu må den sidste snak om overfiskeri forstumme.«



»Der er tale om et stort skridt, der booster både troværdigheden omkring dansk fiskeri som helhed og selvtilliden i fiskeri,« siger Svend-Erik Andersen videre og fortsætter, »Nordsøtorskebestanden dækker både Nordsøen og Skagerrak, og den har været dømt ude, og der har været utallige meldinger om både kollaps og opfiskning af den sidste torsk. Den snak må nu endeligt forstumme, siger Svend-Erik Andersen og fastslår, Torsken er tilbage på sporet og dansk fiskeri er på benene igen, fordi torskebestanden nu er på niveau med bestanden midt i 1980’erne, og nu har den derudover fået det blå stempel fra MSC.«



En fjer i hatten for fiskerne


Danmarks Fiskeriforening PO arbejder hårdt på at få danske fiskerier MSC-certificeret, og selv om en stor andel af konsumfiskeriet – omkring 80 procent – allerede er certificeret, så er det en helt særlig fjer i hatten for fiskerne, når de nu også kan MSC-krydse ud for torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak.



Chefbiolog fra Danmarks Fiskeriforening PO Michael Andersen udtrykker det meget præcist, »Det handler i bund og grund om, at torskebestanden enten holder niveauet eller vokser, hvis man fisker færre torsk, end det som torskebestanden hvert år vokser med.« Mere konkret er fiskeridødeligheden faldet – det er den andel, som fiskerne fanger – og den er nu på et niveau, der gør, at fiskeriet er og kan betegnes som bæredygtigt. I forhold til certificeringen opfylder fiskeriet også en lang række forskellige krav – fx til hvilke typer udstyr, der må fiskes med, og hvordan fiskeriet i det hele taget foregår.



Skulle gerne ende med et mere lønsomt fiskeri


Torskefiskeriet er for år tilbage fortrængt som det mest dominerende fiskeri i Danmark, rent økonomisk, men med certificeringen kan fiskerne nu igen gøre sig håb om en bedre indtjening, når de fremover lander torsk fra Nordsøen og Skagerrak.



Idag stiller stadigt flere større europæiske detailkæder krav om at fisken er fanget bæredygtigt og i en ny undersøgelse viser samtidig, at det helt er i tråd med mange forbrugere, der ser bæredygtigt fiskeri som en nødvendighed for at beskytte havene. Seks ud af ti mener, at vi skal spise mere bæredygtig fisk.



Det bliver nu også opfyldt med certificeringen af torsk fra Nordsøen og Skagerrak.



Om MSC:
Marine Stewardship Council (MSC) er en international non-profit organisation. Vores vision er, at verdenshavene myldrer med liv, og fiskebestandene bevares for denne og fremtidige generationer. Vores miljømærke og certificeringsprogram anerkender og belønner bæredygtige fiskeripraksisser og hjælper til at skabe et mere bæredygtigt marked for fisk og skaldyr.

MSC miljømærket på et fisk- og skaldyrsprodukt betyder at:

Det stammer fra et vildfangende fiskeri der er blevet certificeret af en uafhængig part imod MSCs forskningsbaserede standard for miljømæssigt bæredygtigt fiskeri.
Det er fuldt sporbart til en bæredygtig kilde.
Mere end 280 fiskerier i over 35 lande er certificeret imod MSCs Standard. Disse fiskerier har en sammenlagt årlig produktion på næsten ni millioner tons, svarende til knap 10% af den årlige, globale fangst. Mere end 20.000 fiske- og skaldyrsprodukter verden over bærer MSC miljømærket.


Kilde: MSC og Danmarks FiskeriForening PO


FiskerForum.dk


»En stor sejr for dansk fiskeri« - del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia