Besøg vores mobil side
 .

EU og Grønland er enige om en ny fiskeriaftale

Udgivet af FiskerForum den 25-03-2015 · info@fiskerforum.dk

Aftalen giver fiskerne i EU mulighed for at fiske i grønlandske farvande mod betaling på omkring € 20 mio. årligt.

Aftalen mellem EU og Grønland danner rammen for den fælles indsats for at fremme et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri. Fiskekvoterne bliver fastsat for et år af gangen på baggrund af videnskabelige anbefalinger, som netop skal sikre, at fiskeriet er bæredygtigt.



”Aftalen er til økonomisk fordel for både Grønland og EU. EU’s fiskere får adgang til at fange fisk, som de grønlandske fiskere ikke selv fanger i de grønlandske farvande, mod rimelig betaling. Fiskeriet skal desuden foregå på ansvarlig vis, så fremtiden for det grønlandske fiskeri ikke bliver sat på spil,” siger kontrol- og fiskeridirektør i NaturErhvervstyrelsen Anders Munk Jensen.



Den såkaldte protokol gælder i perioden 2016-2020. EU’s fiskerimuligheder ved Grønland aftales med respekt for, at de grønlandske fiskeriressourcer først og fremmest skal komme grønlænderne til gode.



EU betaler årligt ca. 150 millioner kroner for aftalen


Grønland modtager en årlig betaling på € 16,1 mio. fra EU. Samtidig afsætter EU en finansiel reserve på € 1,7 mio. til køb af yderligere fiskerimuligheder, hvis Grønland på et senere tidspunkt kan tilbyde EU flere fisk. Oven i dette beløb estimeres EU’s fiskere årligt at bidrage med yderligere ca. € 2,2 - 2,5 mio. afhængig af deres udnyttelse af kvoterne. Samlet set er aftalen i samme størrelsesorden som den nuværende protokol. € 20 mio. svarer til knap 150 mio. danske kroner.



Videnskabeligt samarbejde og flerårige forvaltningsplaner


For at fremme et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri indebærer protokollen også EU-finansiering af et flerårigt sektorprogram blandt andet med henblik på at fortsætte det videnskabelige samarbejde og udarbejde flerårige forvaltningsplaner til sikring af bestandene på lang sigt.



Sammenlignet med den nuværende fiskeriprotokol reduceres EU’s fiskerimuligheder i den nye aftale – primært på grund af nedgang i visse bestande som for eksempel rødfisk, torsk og rejer, mens kvoten for hellefisk (Østgrønland) øges. Der etableres desuden en bifangstkvote. Danske fartøjer fisker efter rejer og lodde i grønlandsk farvand.



Den nye fiskeriprotokol skal godkendes af den grønlandske regering (Naalakkersuisut) og Rådet og Europa-Parlamentet før den formelt træder i kraft den 1. januar 2016.



Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
FiskerForum.com


EU og Grønland er enige om en ny fiskeriaftale - Del gerne med dine fb venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia