Besøg vores mobil side
 .

Færøerne underskriver fiskeriaftale med Norge

Udgivet af FiskerForum den 08-12-2017 · info@fiskerforum.dk

Repræsentanter for regeringerne i Norge og Færøerne satte 4. december i Torshavn deres underskrifter på en ny fiskeriaftale for 2018.

Aftalen giver Færøerne lov til at fiske 4.610 tons torsk og 1.075 tons kuller i 2018. Det er sammenlagt 250 tons mere end i 2017. For andre fiskearter er kvoterne i norsk farvand uændrede - 500 tons sej og dertil 200 tons af andre fiskearter.


Derudover udløser Færøernes fiskeriaftale med Rusland om fiskeri i Barentshavet også tilladelse til at fiske yderligere 3.755 tons torsk og 325 tons kuller i norsk farvand.


Ifølge aftalen får norske fiskere lov til at fiske 2.200 tons lange og byrkelange, samt 1.801 tons brosme i færøsk farvand. Det er en lille stigning i forhold til 2017. Norske fiskere får derimod ikke lov til at fiske samme mængde sej som i 2017. I 2018 bliver sej-kvoten i færøsk farvand kun 150 tons. Kvoterne for andre bundfisk og bifangst bliver uændrede 800 tons.


Norske fiskere får i 2018 lov til at fiske 5.979 tons makrel i færøsk farvand, samt 32.640 tons blåhvilling.


Den færøske torskekvote ved Svalbard er en del af den samlede torskekvote, som Norge og Rusland aftaler sammen for Barentshavet. I 2018 får færøske fiskere lov til at fiske 1.576 tons torsk ved Svalbard - en beskeden reduktion i forhold til 2017.



Kilde: Fiskimálaráðið (Det færøske fiskeriministerium)
FiskerForum.dk


Færøerne underskriver fiskeriaftale med Norge - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia