Besøg vores mobil side
 .

Fremgang for Hirtshals Fiskeauktion i 2015

Udgivet af FiskerForum den 18-03-2016 · info@fiskerforum.dk

Større kvoter, højere pris og en massiv indsats giver flere fisk på auktionen i Hirtshals og »*det er slet ikke så ringe endda*!« Sådan lød den tilbagevendende kommentar fra Gunnar, da han i den bedste sendetid i 1997 fik fisk serveret af Minna i reklamefilmene fra Fiskericirklen.

Lige nu er det i Hirtshals, man går rundt og siger »det er slet ikke så ringe endda«. Efter flere års intenst arbejde kan Hirtshals Fiskeauktion nemlig måle en effekt af den indsat, der er gjort både i Danmark og Norge for at få flere fisk til Hirtshals. Et arbejde, som Hirtshals Havn har stået i spidsen for, og som foregår i tæt samarbejde med Hirtshals Fiskeauktion, Fiskernes Fiskesortering og Hirtshals Fiskeeksportørforening



»Det er positivt, at arbejdet er lykkes, og at vi rent faktisk kan se, at den indsats der er gjort med bl.a. besøg i Norge har haft en betydelig effekt. Der har været lagt mange timer i indsatsen fra både Hirtshals Havn og vi andre, men det arbejde opvejes til fulde af det resultat, der indtil videre er kommet ud af det,« siger Karsten B. Pedersen, der er auktionsmester og ejer af Hirtshals Fiskeauktion.



Hirtshals Fiskeauktion har siden årsskiftet haft en solid stigning i salget af fisk. Fremgangen i tilført mængde for januar og februar er næsten 30 procent over den samme periode sidste år, og det til trods for, at 2015 faktisk også var et godt år: »Omsætningen af fisk er steget med 50 procent. Her har det selvfølgelig også betydning, at priserne på fisk generelt er steget i Danmark. Det hele bliver lettere og sjovere, når det går den vej, fordi alle fra fiskere til auktionen, fiskesorteringen og fiskeeksportørerne tjener flere penge,« siger Karsten B.Pedersen.



»Ud over indsatsen overfor fiskere i Skagerrak er der også andre grunde til den gunstige situation på kajen i Hirtshals. For det første er kvoterne blevet større i Skagerrak, og så er især priserne på rødspætter gået op: »Det skyldes blandt andet den bæredygtigheds-certificering (MSC), som skagerrakfiskeriet efter rødspætter fik i efteråret 2015. Og kigger vi på de norske fisk, så kommer fiskene hurtigere – og dermed friskere – på auktionen end tidligere,« siger Karsten B.Pedersen.



Den gunstige udvikling har sendt snakken om Hirtshals ind i en positiv spiral. Fiskere fra andre havne, har opdaget den positive udvikling i priserne, som sker på Hirtshals Fiskeauktion. Derfor er Hirtshals Fiskeauktion blevet det naturlige valg, når fisk fra Skagerrak skal omsættes.



Auktionen er i forvejen kendt for at have meget høj kvalitet til rådighed for opkøberne, som nu efterspørger endnu større mængde fisk til salg. »Vi er glade for det gode resultat her i starten af året, men vi ved godt, at træerne ikke gror ind i himmelen – eller rettere, at fiskene ikke selv svømmer ind i nettet, så vi bliver fortsat nødt til at være aktive for at tiltrække fisk og fiskere,« siger Karsten B. Pedersen.



Fakta om fremgangen på Hirtshals Havn i januar og februar:



  • Fremgang i priser

  • Fremgang i mængde

  • Fremgang i landinger af DK både.

  • Fremgang i tilførsler via bil fra Norge



Omsætning i kr. 2015: 15 millioner og 2016: 23 millioner


tilført kg for 2015: 665.000 og for 2016: 852.000


Genn.pris i kr. pr. Kg i 2015: 22,50 og i 2016: 27.00



Kilde: Hirtshals fiskeauktion


FiskerForum.dk


Fremgang for Hirtshals Fiskeauktion - del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/