Besøg vores mobil side
 .

Havet sletter IKKE alle spor

Udgivet af FiskerForum den 30-06-2017 · info@fiskerforum.dk

Det flyder der alt for meget affald til, i havene og langs de danske kyster. Affaldet skal væk fra hav og strand, derfor er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen da også på vej med en ny indsats rettet direkte mod fiskere, strandgæster samt lystsejlere.

Kapsler, tomme dåser, chipsposer, plastiklåg, plastikdunke, cigaretskodder, madpapir, plastikposer, bøjer, fiskegarn og fiskeredskaber. Det er bare nogle af de mange typer affald, der findes i de danske farvande og langs vores kyster. »Det skal der gøres noget ved«, mener miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen.


»Affald hører ikke hjemme i naturen. Meget af det flyder hertil fra udenlandske farvande, men en del af det stammer også fra os selv i Danmark, og det skal vi tage ansvar for. Derfor er vi på vej med en ny informationsindsats. Tanken om, at »havet sletter alle spor«, er desværre ikke rigtig. Det, man efterlader på stranden eller kaster over bord, bidrager til affaldsproblemet. Det er blandt andet det, vi skal oplyse om, og det, tror jeg på, vil føre til, at mindre affald ender i naturen,« siger Esben Lunde Larsen.


Halvdelen af affaldet på stranden er plastik


En rapport fra 2015 viser, at strandaffald primært stammer fra fiskeri og turisme. Fiskere, strandgæster og lystsejlere bliver derfor målgrupper i den kommende kampagne. Rapporten viser også, at mindst halvdelen af affaldet på strandene er plastik. »Det understreger endnu engang, at vi har et plastikproblem. Hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2050 være mere plastik end fisk i havene. Det løser vi ikke med ét slag eller én kampagne, og derfor vil jeg også invitere alle Folketingets partier til et arbejde med en national plasthandlingsplan, så snart vi har rammerne på plads fra EU,« siger Esben Lunde Larsen.


Der er afsat tre mio. kr. til indsatsen mod marint affald, som er medfinansieret af EU via Den europæiske Hav- og Fiskerifond. Den nye indsats er netop sendt i udbud og forventes at køre i løbet af 2018.



Kilde. Miljø- og Fødevareministeriet
FiskerForum.dk


Havet sletter IKKE alle spor - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 6022 0946 Cookie- og privatlivspolitik