Besøg vores mobil side
 .

HG 264 Ruth holder åbent skib

Udgivet af FiskerForum den 10-03-2016 · info@fiskerforum.dk

Rederiet Ruth AS, inviterer indenfor til åbent skib, lørdag den 12. marts 2016 mellem klokken 12.00 og 17.00, hvor alle er velkomne om bord, for på nært hold at se det kæmpestore og moderne pelagisk fiskefartøj, der både fisker med not og trawl.

Det bliver en oplevelse af de helt store, for fartøjet er spækket med det sidste nye indenfor elektronik og skibet betegnes da også i branchen som en topmoderne pelagisk trawler og notskib indenfor fiskeriet efter industrifisk som tobis og brisling samt notfiskeri efter sild og makrel m.m.



Glæd dig til at se de tidssvarende og komfortable forhold, som besætningen lever under, når skibet er til havs. Kæmpe opholdsstue med pejs og fladskærm samt et større motionsrum med tilstødende dampkabine, hvor mandskabet udover badet, efterfølgende også kan komme en tur i solariet, så fritiden om bord mere føles som et ferieophold, end et ophold på en fisketrawler. Folkene har eget lukaf med fjernsyn samt toilet og bad, så der er tænkt meget over komforten for besætningens om bord.



Ligeledes er fartøjet topsikret med hensyn til arbejdsmiljø og det sikkerhedsmæssige, i forhold til gældende regler. Derudover vil man opleve et toptrimmet skib, når det gælder fiskeriteknologien, da HG 264 Ruth bliver det første pelagiske fartøj med tvillingtrawl. Fartøjet er udrustet med 3 trawl-wincher, 4 nettromler samt 2 fiske pumpepositioner på hækken, henholdsvis til styrbord og bagbords side.



Så efter sidste forårs søsætning fra det polske værft Nauta S.A. Shipyard og til aptering samt udrustningen på Karstensens Skibsværft i Skagen, lander den 87,5 meter lange og 250 millioner kroner dyre trawler, i Hirtshals Havn lørdag formiddag, hvorefter man kan entrere skibet ad lejderen til skibet for en uforglemmelig oplevelse.



Rederiet Ruth blev etableret i 1988 af Gullak Madsen og 2 partnere, med køb af Arica I (ex Marie Polaris), som efterfølgende blev omdøbt til Ruth. I 1990 fulgte Ruth (2), som blev indkøbt fra Færøerne og ombygget. I 1998 overtog rederiet Ordinat fra et norsk rederi, og omdøbte dette fartøj til Ruth (3). Nuværende Ruth (4) blev overtaget i 2005, pudsigt nok også fra Ordinat-rederiet i en byttehandel. Ole Nattestad og Mikkjal Godtfred skal fortsat sejle som skippere på det nye fartøj. Rederiet driver kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært foregår efter industri-arter såsom tobis og brisling. Det øvrige fiskeri efter primært sild og makrel drives med not.  


Se video HG 264 Ruth´s afrejse fra det polske værft Nauta Shipyard i fjor (video Zfala.pl)



Kilde: Maritim Søfart - Henning Hansen


FiskerForum.dk


HG 264 Ruth holder åbent skib - del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia