Besøg vores mobil side
 .

Hirtshals fisker får mere volumen i sin nye glasfiber-kutter

Udgivet af FiskerForum den 17-04-2015 · info@fiskerforum.dk

Det er fisker Leif Christensen Hirtshals, der netop har bestilt en ny glasfiber kutter ved Bredgaard Baadeværft i Sakskøbing. En helt ny 23 fods, med en samlet længde på 6,99 meter og en bredde på 2,85 meter samt en 50 HK Nanni motor fra Nordsabb.

Bedre plads har været nøgleordet lige fra Leif satte benene på den første spant i nybygningen, som han selv i byggestarten har været en medhjælpende ekstra hånd på.



En tjans som den nordjyske skipper er utroligt glad for, da han således på nærmeste hold har kunnet følge bådens tilblivelse, lige fra det manuelt opbyggede skrog til sprøjtestøbningen af samme. ”Så kender man ligesom sin egen båd helt fra bunden af,” siger Leif Christensen til FiskerForum.com.



Leif fortæller videre, at pladsen har haft topprioritet, så derfor er lagt godt 30 cm på i højden i lastrummet, så arbejdshøjden og komforten er blevet bedret betragteligt og for maskinrummet ligeledes en øget højde, så motoren i fremtiden også er til at arbejde med og ikke mindst en god højde og rummelighed i kahytten. Det giver en ekstra god højde på fribordet med ca. en halv meter. Endvidere har fiskeren fra Hirtshals valgt udstyr og udrustning fra Isbak Marines afdeling i Hirtshals, som er specialist i fiskerens foretrukne udrustning og udstyr samt det elektroniske isenkram og instrumentering fra Simrad.



Mangler køber til sin Fakta Fiber kutter


Den gamle Bredgaard båd ”Tanja”, som Leif fik bygget for knapt 3 år siden i Sakskøbing, er solgt til en yngre skipper i Skagen, hvor en garnbåd fra 1984, bygget af Fakta Fiber A/S og som lige havde fået sat en nyere motor i, indgik i handlen og som Leif nu selv fisker fra. Et fiskeri der på de sidste par ture har givet godt med rødspætter og rødtunger.



Men som han fortæller til FiskerForum, så er denne kutter sat til salg gennem Thorkild Grøn fra West-Ship og gerne, som det kommer smilende fra Leif, til en handel der kan afsluttes, lige omkring juni måned. Så kan den nordjyske skipper nemlig træde direkte fra den gamle kutter og over i en spritny en af slagsen.



Ingen tvivl om at Leif Christensen glæder sig til at få navngivet sin nye båd HG 16 Tanja, omkring juli måned i år og samtidig til at give værftets indehaver Michael Jacobsen, et håndslag på, at fiskeren fra Hirtshals har været yderst tilfreds og meget glad for samarbejdet samt ikke mindst for det vellykkede resultat af måneders tæt samarbejde mellem ham selv og værftet i Sakskøbing.



Bredgaard Værft har flere nybygninger der skal være færdige inden sommerferien


Der er travlhed på værftet i Sakskøbing, man er lige blevet færdige med at aflevere en 35 fods rejetrawler til Norge og har således yderligere to skibe på bedding, som begge skal afleveres inden juli måned i år. Værftsindehaver Michael Jacobsen fortæller til FiskerForum, at der skal hænges i, men at de aftalte deadlines, som sædvanligt bliver overholdt til punkt og prikke, til rederne i både Danmark og i Norge.



Kilde: Bredgaard Værft


FiskerForum.com


Hirtshals fisker får mere volumen i sin nye glasfiber-kutter - Like og del gerne med dine fb venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/