Besøg vores mobil side
 .

Hvide Sande Havn anløbes af største skib nogensinde

Udgivet af FiskerForum den 15-10-2015 · info@fiskerforum.dk

Siden sidste havneudvidelse, som stod færdig i sommeren 2013, har Hvide Sande Havn oplevet en stærkt stigende trafik af større transport og offshore fartøjer.

Onsdag d. 14 okt. nåede havnen så endnu en milepæl, da SEA INSTALLER anløb Hvide Sande. Det enorme skib, som er 132 meter lang og 39 meter bred, og med ben der er over 80 meter høje, er bygget til at installere og servicere havmøller. SEA INSTALLER er et Jack-up skib, som sejler rundt med fire ben. Benene kan sættes ned på havbunden, så skibet derefter kan løftes fri af vandet og operere kranen fra en fast platform ude på havet. Skibets fire ben måler hver 82,5 meter. Skibet er klart det største skib, som har anløbet Hvide Sande Havn.



Anløbet af SEA INSTALLER vækker glæde ved Hvide Sande Havn. Havnens Maritime Chef Henning Yde udtaler: ”Dengang vi planlagde den store havneudvidelse, lavede vi faktisk sejladssimulationer med et Jack-up skib på størrelse med SEA INSTALLER, havnen blev, ud fra disse simuleringer, designet til at modtage denne type fartøjer. Vi har tidligere haft flere anløb af tre andre Jack-up skibe, men SEA INSTALLER er klart den største. Derfor er vi ekstra stolte af, at det nu er lykkes at få SEA INSTALLER til kajen i Hvide Sande.”



A2SEA er et markedsledende rederi indenfor transport, installation og servicering af havmøller. Rederiet er siden opstarten i 2000 vokset sammen med havmøllebranchen, og rederiet ejer i dag fem store Jack-up fartøjer, samt driver en række crewbåde. De mindre crewbåde fra rederiet har været i Hvide Sande tidligere i forbindelse med service hos Hvide Sande Shipyard.



Hvide Sande Service Group byder den nye Jack-Up velkommen. ”Vi er glade for at se SEA INSTALLER i Hvide Sande Havn. For få år siden var det utænkeligt, at en kæmpe Jack-up som denne kunne anløbe vores havn, men nu flytter vi os hele tiden i den rigtige retning. Vi håber, og arbejder for, at vi kommer til at se endnu flere store skibe i Hvide Sande i fremtiden, specielt når de næste havneudvidelser står færdig. Dette gælder både indenfor fiskeri, transport og offshore vind.” udtaler Esben Thomey Kristensen, kundeansvarlig ved Hvide Sande Service Group.



Ønskes yderligere oplysninger, kan man kontakte Maritim chef Henning Yde, Hvide Sande Havn på mobil 2341 2044



Læs mere om Hvide Sande Havn og Hvide Sande Service Group her.



**Fakta om Hvide Sande Havn og Hvide Sande Service Group**
Hvide Sande Havn har, siden havneudvidelsen stod færdig i sommer 2013, fået gang i en lang række anløb af såvel fragtskibe, som små og store skibe indenfor offshore industrien.

Det er specielt Hvide Sandes Vesthavn, med 7 meters vanddybde der har åbent for nye forretningsområder. Vesthavnen udvides nu med 50 meter, så der i alt er 200 meter kaj klar I løbet af oktober.

Derudover udvider Hvide Sande Havn i den sydlige del af havnen, der anlægges I forlængelse af en eksisterende kaj, en ny kaj som bliver på i alt 150 meter med 7 meters vanddybde fra midten af 2016.

Hvide Sande Havn er med en afstand på ca. 33 km, den suverænt tætteste havn på Horns Rev 3 området der er udpeget til opstilling af 400 MW havmøller.

Hvide Sande havn ligger ca. 7 km. fra starten af området ”Vesterhav Syd” som er udpeget til en mulig opstilling af 200 MW kystnære havmøller.

Hvide Sande Service Group er et netværk af 38 virksomheder omkring Hvide Sande havn, der er stiftet for at skabe ny aktivitet i området, ved at tiltrække nye kunder til Hvide Sande havn.


Kilde: Hvide Sande Havn
FiskerForum.com


Hvide Sande Havn anløbes af største skib nogensinde - Del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/