Besøg vores mobil side
 .

Karstensens i Skagen skal levere ny »Rockall«

Udgivet af FiskerForum den 11-01-2016 · info@fiskerforum.dk

Astrid Fiskeri A/S har bestilt en ny 69,90 m pelagisk trawler hos Karstensens Skibsværft A/S. Fartøjet skal leveres December 2017, og skal afløse rederiets nuværende ”Rockall”.

Bag rederiet står familien Johansson, med brødrene Börje og Tomas Johansson i spidsen. Börjes søn Daniel og Tomas’ sønner Kristian og Johannes er også aktive i rederiet, som besætning og skippere. Endvidere er fiskeskipper Mogens Ørts Jensen medejer, og fundamenterer dermed det danske tilhørsforhold. Rederiet har base i Skagen, med eget kontor og lagerfaciliteter.



Kvotegrundlaget for det nye fartøj vil fortsat være en kombination af pelagisk fisk til både industri og konsum. Fartøjet skal drive trawlfiskeri efter arter som sild, tobis, hestemakrel og brisling.



Rederiet begrunder sit valg af byggeværft med, at Karstensens Skibsværft tilbyder en samlet pakke, hvor der sikres maksimal indflydelse på både design såvel som valg af hovedkomponenter. Rederiets positive erfaringer med ”Astrid”, som blev afleveret fra samme værft for 1½ år siden, har givetvis også spillet en stor rolle.



I lighed med ”Astrid” og den største del af værftets øvrige nybygninger er også nye ”Rockall” af eget design. Dette sikrer en økonomisk optimering, kort beslutningsproces og klart afgrænsede ansvarsområder.



Ny ”Rockall” vil få en længde overalt på 69,90 m, og lasteevnen vil blive 1970 m3. Indretning og arrangement er optimeret og skræddersyet til rederiets ønsker og krav, samt erfaring fra ”Astrid”. Skibet vil i øvrigt blive skrog-søster til værftets tidligere nybygninger 420 og 422.



Det nye fartøj vil blive særdeles veludrustet med kraftige wincher, kraner etc. Endvidere har rederiet valgt at tage skidtet fuldt ud, og udruste fartøjet for 2-trawls fiskeri. Der vil således blive monteret 3 trawl wincher og 4 nettromler.



Fremdrivningsanlægget er baseret på en økonomisk hovedmotor på 2999 kW. Propelleren på 4200 mm skal køre med blot 120 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren. Dette anlæg vil sikre fartøjet optimalt bollard pull til trawlfiskeri og samtidig gode fri sejlads egenskaber.



Fartøjets hoveddimensioner:

Længde overalt 69,90 m
Bredde moulded 14,20 m
Dybde shelterdæk 8,70 m

Øvrig teknisk data:

Hjælpemaskineri 1 x 950 kW / 1 x 550 kW
Sidepropellere 850 / 950 kW
RSW-anlæg 2 x 1100 kW
Winch anlæg 3 x 80t trawlwincher
4 x 60/80t nettromler
4 x 60/80t nettromler


Kilde. Karstensens skibsværft AS


FiskerForum.com


Karstensens i Skagen skal levere ny »Rockall« - del gerne med dine venner,


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia