Besøg vores mobil side
 .

Krabbe- og konkfisker af hjertet

Udgivet af FiskerForum den 21-10-2016 · info@fiskerforum.dk

Kilometervis af solidt tovværk og flere hundrede rummelige krabbetejner og konkfælder, pryder for tiden havnekajen i Hvide Sande.

Dybt koncentreret og flittigt arbejder fiskerne på kajen med at rigge tejnerne og gøre konkfælderne klar til fiskeriet, både til fiskeri ud for vestkysten i Hvide Sande og nu også til fiskeri efter konker i Kattegat ved Bønnerup Strand.



Fiskeskipper Jens Frederiksen med Ri 85 Ellie Kristina samt RI 524 Ingrid Frich, fortæller til FiskerForum, at arbejdet med de 650 tejner og konkfælder gerne skulle være afsluttet her i slutningen af denne uge. Herefter sætter RI 85 Ellie Kristina kursen mod Bønnerup Strand og området nord for Djursland, hvor der skal fiskes konker. Området ud for den jyske østkyst, giver konkylier eller konker ideelle forhold at leve under, på en mudret bar sandbund på lavt og roligt vand.



Jørgen »makrel« Andersen (57 år) skal fremover være skipper på RI 85 Ellie Kristina. Den ældre Hvide Sande kutter vil fremover lande i Bønnerup, hvorfra konkerne vil blive lagret og sidenhen kørt til aftageren i Lemvig. Jørgen »makrel« får to besætningsmedlemmer med ombord til at hjælpe med kronk-fiskeriet.



Selv vil den vestjyske skipper Jens Frederiksen stå i styrehuset, med fire mand på dæk i den lidt større Hvide Sande kutter, RI 524 Ingrid Frich. »Det er et fiskeri, som vi forventer os meget af. Vi havde i foråret besøg af en engelsk skipper fra Grimsby, som har hjulpet med at stille krabbe- og konk-fiskeriet rigtigt an og vejlede os hvorledes vi især bedst fisker den konkylielignende snegl, der fortrinsvis findes på sand og mudderbanker med stille vand. Det er et fiskeri, som vi fremover vil kombinere, så vi i perioder fisker enten konks eller taskekrabber.« slutter Jens Frederiksen overfor FiskerForum.



FiskerForum.dk


Krabbe- og konkfisker af hjertet - del gerne med dine venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia