Besøg vores mobil side
 .

Lystfiskerne har også problemer med de sultne sæler

Udgivet af FiskerForum den 18-12-2017 · info@fiskerforum.dk

Sæl-problemet, som danske erhvervsfiskere har sloges med i årevis, har nu tilsyneladende også ramt Lystfiskere omkring de vestjyske åer. De er heller ikke begejstrede for at konkurrere om fiskene med sælerne.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen indkalder til møde om sæl-problemet, der nu syntes større end nogensinde tidligere. Specielt når den spættede sæl fra Limfjorden nu svømmer op i Karup Å og Storåen for at søge føde og dermed konkurrerer om de samme fisk som åens lystfiskere går efter.


Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kan godt forstå, at lystfiskere bliver bekymrede, når de ser sæler svømme rundt i de vestjyske åer. Derfor har han bedt Miljøstyrelsen om at indkalde lystfisker- og fritidsfiskerforeninger, Holstebro Kommune og andre interesserede kommuner til møde for at få belyst problemets omfang.


»Det er nyt for mig, at sæler volder problemer for lystfiskere i Karup Å og Storåen. Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen om at komme med forslag til løsninger, herunder at se på mulighederne for at udvide adgangen til regulering af sæler. Som første skridt i den proces har jeg bedt Miljøstyrelsen invitere lystfiskere og Holstebro Kommune til et møde, hvor vi kan få belyst problemet nærmere,« siger miljø og fødevareminister Esben Lunde Larsen.


Holstebro Kommune har i et brev bedt ministeren om at hjælpe med at undersøge og belyse konsekvenserne af, at sælerne bevæger sig op i åerne og de deraf afledte effekter på fiskebestandene.


Lyst- og fritidsfiskere kan normalt ikke få tilladelse til at regulere sæler, da de ikke har en såkaldt væsentlig erhvervsmæssig interesse i deres fiskeri. Spættet sæl er beskyttet af EUR17;s habitatdirektiv.


Venstres medlem af miljøudvalget, Thomas Danielsen, er glad for at der bliver kigget på mulighederne for at begrænse sæl-skaderne.


Der er i mange år blevet gjort et stort arbejde for at fremme bestanden af særligt laks i de vestjyske åer. Det vil være trist, hvis de investeringer bliver til sæl-føde, siger jagtordfører Thomas Danielsen.


Miljø- og Fødevareministeriet er i øjeblikket ved at se på forvaltningen af sæler. I den forbindelse har ministeren bedt Miljøstyrelsen om også at undersøge, om det vil være muligt at justere på de gældende regler i forhold til regulering.


Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
FiskerForum.dk


Lystfiskerne har også problemer med de sultne sæler - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia