Besøg vores mobil side
 .

Norske »Hillersøy« havde utroligt fiskeheld denne weekend

Udgivet af FiskerForum den 19-09-2016 · info@fiskerforum.dk

Natten mellem fredag og lørdag hev besætningen, om bord på »Hillersøy«, ikke mindre end 190 store tunfisk ind i noten, efter et fiskeri vest for den norske Ø Ona.

I det tidlige forår, fik skipper Tore Hillersøy fra Bulandet, tilsagn om at deltage i det norske forsøgsfiskeri efter tun i 2016. Rent spøgefuldt kommenterede skipperen den netop indhentede tilladelse med ordene, »det ender vel endnu engang med den rene ruin.« Ord der denne september nat, klinger lidt hult ovenpå denne fantastiske fangst. Ikke siden 1978 har der været fanget så mange tun i et træk, som dengang talte 117 tun og som to år tidligere også talte et enkelt træk på ca. 200 tun i noten.



Du kan se en video fra losningen her



Også glæde i det norske Havforskningsinstitut


Fra Det norske Havforskningsinstitut i Bergen, udtaler forsker Leif Nøttestad, at mange havde troet at den blåfinede tun var væk for altid.



For blot 10 år siden begyndte man at slå hårdt ned på tunfiskere, der fangede tun uden fangstcertifikater. »En knaldhård praksis med forvaltningen har nu båret frugt og vi ser nu frugten af anstrengelserne og de skrappe regler,« siger den norske forsker videre. Den øgede tun-bestand har derimod intet med klimaforandringerne at gøre og påpeger, at det trods tidligere overfiskeri af tunen, fortsat er vigtigt at fortsætte fiskeriet efter den. For fisker man ikke, får vi ikke den videnskabelige viden, om bestanden og dens udvikling, som er så nødvendig.



Leif Nøttestad slutter af med, at fangsten er en historisk mærkedag for det norske tunfiskeri. For var der ikke fanget nogen tun i dette forsøgsfiskeri, var det ikke sikkert, at man fra norsk side overhovedet havde fået tildelt en kvote på tun i fremtiden.



Losningen gik igang søndag formiddag, hvor den rekordstore fangst blev losset én for én til Pelagia Floro. Om prisen på den værdifulde last, tør skipper ikke spå, men han peger på en artikel i Firdaposten, hvor prisen anslås til ca. 4 millioner kroner.



I 2016 har Norge en kvote på 43,71 tons, hvoraf 11,71 tons  er sat af som bifangstkvote. Ialt havde det norske Fiskeridirektorat modtaget fem ansøgninger til tunfiskeriet i 2016. En enkelt linefisker blev sorteret fra, da båden var under kravet på 15 meter. De fire andre ringnotfartøjer, var med i opløbet, hvor »Hillersøy« til sidst løb med hele den norske kvote på 32 tons. 


Kilde. FiskeribaldetFiskaren og Firdaposten


FiskerForum.dk


Norske »Hillersøy« havde utroligt fiskeheld denne weekend - del gerne med dine venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia