Besøg vores mobil side
 .

Ny chef i butikken med 3000 varenumre

Udgivet af FiskerForum den 28-11-2014 · info@fiskerforum.dk

Daglig leder Lars Tesgaard trives med udfordringer på både den korte og den lange bane. Konkurrenterne er kun et klik væk, siger han

Han er fra Lolland, uddannet kommis i Rødbyhavn. Han var 30 år, da han besøgte en kammerat i Skagen – og her blev han. Nu er han 47 og har siden da bygget videre på sin erfaring som købmand og med skibsproviantering.



I Skagen mødte han Lise for 17 år siden, de blev gift og har i dag to teenagebørn på 16 og 13 år. Han er træner og bestyrelsesmedlem i Skagen Idræts Klub, SIK. Han har været ansat i Trælasten, Super- Brugsen og senest Karstensens Skibsværft, hvor også internationale kontakter i varemodtagelsen er et vigtigt led i arbejdet.



Styrkede områder


Det er således en erfaren leder af butikken, der nu står ved roret. En organisationsændring betyder, at den hidtidige daglige leder for både butik og olielager, Birger Larsen, er blevet chef for FF Olielager. Formålet med den ny struktur er ønsket om at styrke både olielager og butik.



Lars Tesgaard har sin strategi klar i overensstemmelse med FF’s målsætning: En yderligere styrkelse af butikken med den udfordring og de krav, som en bred kundekreds stiller med fiskere og fiskerflåden, fragt- og handelsskibe, fritidssejlere, turister, skibsfart i det hele taget og skawboerne m.fl.



Vi skal bl.a. blive bedre til at gøre det endnu mere tydeligt for folk i Skagen, at vi har alt – og har vi det ikke, skaffer vi det i løbet af et døgn, fortæller Lars Tesgaard om en af de udfordringer, som glæder ham. Vi skal blive mere synlige i byen, forklarer han.



Skibsfarten og FF


Grundlæggende er vi afhængig af havnen, og den er afhængig af os. Når den samlede flåde i Danmarks største fiskerihavn, Skagen, kommer her, skyldes det såvel FF, der modtager industrifisk som en af verdens førende fiskemelsfabrikker, men også, at vi døgnet rundt kan skaffe stort set alt, hvad fiskeskippere og skibsførere i handelsflåden har brug for. Det er kun få uger siden, at der pludselig blev behov for en større leverance om natten. Vi blev kontaktet og leverede de ønskede varer.



Knappenåle og pumper


Hvad er det, som I kan, der får kunderne til at vælge butikken her?



Mange i denne branche kan det samme, men vi lægger stærk vægt på service, at kunne levere varerne som det ønskes, og når det ønskes, og at vi kan skaffe alt udover de faste 3000 varenumre fra knappenåle til hydraulikpumper.



Der er stadig et stort potentiale og mange udfordringer, hvor vi hele tiden skal være parat til omstilling. Konkurrencen er stor. Vi ved, hvad vi vil, og hvad vi kan på den korte bane. Vi diskuterer samtidig planer på den lange bane. Det kan f.eks. være at styrke vor indsats på nettet. Konkurrenterne er ikke mange klik væk, understreger Lars Tesgaard.



Kilde: FF Skagen
FiskerForum.com


FF Skagens har ansat ny butikschef - like og del med dine fb venner


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/