Besøg vores mobil side
 .

Projekt pighvar ser ud til at være en succes i Roskilde Fjord

Udgivet af FiskerForum den 08-12-2017 · info@fiskerforum.dk

Nyeste resultater fra den akustiske mærkning og udsætning af pighvarrer tyder på, at fiskene mod forskernes forventning ikke forlader Roskilde Fjord i gydeperioden.

Udsætninger siden 2011


DTU Aqua har udsat i tusindvis af pighvarrer i Roskilde Fjord de sidste 5 til 6 år, men det er usikkert om de mange udsatte pighvarrer overhovedet gyder i fjorden.


Erfaringer fra tidligere udsætninger af pighvarrer i Danmark har vist, at fiskene nogle gange vælger ikke at blive i området når gydeperioden nærmere sig, men i stedet vandrer fra deres udsætningssted til dybere og mere saltholdigt vand.


33 pighvarrer mærket med sendere


For at finde ud af om udsatte pighvarrer bliver i Roskilde Fjord i gydeperioden eller vandrer ud i Kattegat, satte DTU Aqua gang i en undersøgelse i foråret 2017. Til brug for undersøgelsen fangede DTU Aqua og Gershøj Fritidsfisker-forening 33 voksne pighvarrer, der blev mærket med akustiske sendere, som gør det muligt at følge hver enkelt fisks vandringer.


Fiskene blev genudsat nord for Gershøj Havn den 16. til den 18. marts 2017.


Signalerne fra de akustiske sendere opfanges af lytteposter, der er placeret tre forskellige steder i Roskilde Fjord:



  • nord for Gershøj Havn

  • vest for Eskildsø

  • øst for Eskildsø, som adskiller den sydlige og nordlige del af Roskilde Fjord.


Pighvarmærkning


Resultaterne fra lytteposterne viser, at alle de mærkede pighvarrer forlod udsætningsområdet ved Gershøj Havn i løbet af nogle måneder. Desuden tyder resultaterne på, at langt de fleste af de mærkede pighvarrer dog har opholdt sig i den sydlige del af Roskilde Fjord i gydeperioden, som typisk er fra maj til august.


Der er den usikkerhed ved undersøgelsen, at vi ikke ved, hvornår pighvarrer i Roskilde Fjord kønsmodner, skriver DTU. I Nordsøen er de fleste hanner kønsmodne, når de er over 30 cm lange, og hunnerne når de er over 46 cm. Ved mærkningen i Roskilde Fjord var pighvarrerne i gennemsnit 44,3 cm lange, og en betydelig andel af fiskene var derfor sandsynligvis kønsmodne i sommeren 2017.


Foreløbigt er der kun registreret 4 af de mærkede pighvarrer ved Eskildsø, som adskiller den sydlige og nordlige del af Roskilde Fjord, og det ser ud til, at kun én af de 33 pighvarrer har opholdt sig nord for Eskildsø og har forladt fjorden i sommerperioden.


Kontakt DTU Aqua, hvis du fanger en mærket fisk


Genfangst af mærkede pighvarrer er et vigtigt værktøj til at bestemme, hvad der sker med de fisk, der bliver sat ud af DTU Aqua. Uden genfangster af mærkede fisk kan det nemt blive konkluderet, at udsætning af fisk er nyttesløst og bør ophøre. Derudover kan genfangede fisk afsløre, hvor langt udsatte fisk vandrer fra udsætningsstedet, og hvor hurtigt de vokser. Det er derfor vigtigt, at du kontakter DTU Aqua, hvis du fanger en mærket fisk.


Du kan læse hele artiklen på Fiskepleje.dk her



Kilde: Fiskepleje.dk
FiskerForum.dk


Projekt pighvar ser ud til at være en succes i Roskilde Fjord - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 6022 0946 Cookie- og privatlivspolitik