Besøg vores mobil side
 .

Rådgivningsmodellen for tobis har spillet fallit

Udgivet af FiskerForum den 20-05-2016 · info@fiskerforum.dk

Stor var frustrationen og vreden over at danske industrifiskere endnu engang er frataget muligheden for et fornuftigt tobisfiskeri, blandt fiskerne og fiskeriets organisationer.

Det lettede kun lidt på trykket fra den harmdirrende branche, at Miljø- og Fødevareministeren Esben Lunde Larsen, kort efter den katastrofale opbremsning i tobiskvoten, så den atter lander på et historisk lavt niveau, åbner op for et serviceeftersyn af den rådgivningsmodel, der for nuværende anvendes til kvotefastsættelsen.



Formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen siger i en pressemeddelelse på Fiskeriforeningen.dk, »Vi har nu igennem de seneste år kun fået en nogenlunde normal tobiskvote i halvdelen af årene, selv om det faktiske fiskeri har givet gode fangstrater. I år har vi i realtidsmoniteringsfiskeriet haft de højeste fangstrater nogensinde, og det giver derfor ingen mening, at en beregningsmodel skal være skyld i, at vi må gå til kaj



Område 1 i Nordsøen, har i år fra den 15. april til starten af maj, haft et realtidsmoniteringsfiskeri, hvor fangsterne har været overraskende gode og store, men desværre med de »forkerte« tobis, som Fiskeriforeningen skriver, hvis man benytter den nuværende model for rådgivning om tobiskvoterne.



Stemmen er da også hævet en smule fra en anden af industrifiskeriets organisationer, Danmarks Pelagiske PO, hvor Christian Olesen heller ikke har mange rosende ord til overs for den kuldsejlede tobissæson. »Det er desværre ikke første gang, vi ser en uoverensstemmelse mellem virkeligheden og skrivebordsmodellerne i tobisfiskeriet, så vi ser frem til at gå i gang med eftersynet af den nuværende model og stiller os til rådighed med vores viden og input. Det her er en situation, vi ikke skal havne i igen



Udbredt mistillid til forskerne


»Derfor er det nu af helt afgørende betydning, at vi snarest muligt får en hensigtsmæssig forvaltning på plads. Det vil være til gavn for både fiskerne og samfundet,« siger Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening PO.



Fiskerne og deres organisationer har i perioden op til tobissæsonen, forgæves forsøgt at få et uvildig forskerteam på banen, til at vurdere den nuværende forvaltningsmodel, for at tjekke om denne nu også giver det retvisende billede af tobisbestanden i Nordsøen, som man kan forvente. Hidtil forgæves og med Fødevareministerens udmelding om der ikke kommer en større tobiskvote for 2016, må fiskeriet endnu engang se i vejviseren, efter en trecifret millionomsætning, som kunnet have givet industrien samt havnebyerne det sædvanlige økonomiske tilskud, på helt op til 3 milliarder kroner. Penge som nu helt mangler i den lokale og regionale omsætning.



Kilde: FiskeriForeningen.dk


FiskerForum.dk


Rådgivningsmodellen for tobis har spillet fallit - del gerne med dine facebook venner.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/