Besøg vores mobil side
 .

Skagen i top på fiskeri

Udgivet af FiskerForum den 21-04-2015 · info@fiskerforum.dk

Skagen Havn er fortsat den største fiskerihavn i Danmark.

Der landes flest fisk i Nordjylland, og de tre største danske fiskerihavne ligger i hhv. Skagen, Hanstholm og Thyborøn.

Det viser den seneste opgørelse fra NaturErhvervsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, som beskriver fiskeriet i de 10 største danske havne målt ud fra værdi.

I 2014 blev der i alt bragt 989.397 tons fisk i land i Danmark, og heraf blev de 318.000 tons bragt i land i Skagen, og dermed øger Skagen Havn sin samlede fiskemængde med 12 pct. Samlet set blev der bragt 17 pct. flere fisk i land i forhold til året før.

Skagen Havn tog imod 5.982 landinger i 2014, og det er det samme niveau som i 2013.

“Vi er tilfredse med resultaterne for 2014, og det viser en fortsat stor aktivitet inden for fiskerierhvervet i Skagen, selvom der stadig er plads til forbedringer. Vi fastholder vores markedsposition både inden for mængde og værdi på trods af, at markedsprisen for fisk generelt er faldet,” udtaler Skagen Havns direktør Willy B. Hansen.

Tallene fra NaturErhvervsstyrelsen viser også, at i forhold til den samlede landingsværdi for hele landet udgjorde landingsværdien i Skagen Havn 23 pct. i 2014.

Der blev i alt landet fisk i Danmark for 3,3 mia. kr., og heraf udgjorde landingsværdien 755 mio. kr. i Skagen Havn. Det er faktisk en tilbagegang på 17 pct.

Skagen Havn er stærkest inden for bl.a. pelagiske fisk og industrifisk, hvor man på begge områder havde den største landingsværdi i 2014. For industrifisk udgjorde landingsværdien 365 mio. kr., og for pelagiske fisk var landingsværdien 273 mio. kr. Her tegner begge områder sig for et fald på 17 pct.

Ser man på mængden af industrifisk øger Skagen Havn sin samlede mængde af industrifisk med 18 pct., men antallet af landinger er gennem de sidste 10 år faldet markant. ”Det er en konsekvens af strukturændringer i fiskeriet, hvor der i det pelagiske fiskeri i dag er væsentlig færre men også større enheder,” siger Willy B. Hansen.

I Skagen Havn er der lige nu travlhed, da store fartøjer fortsat lander store laster af Blåhvilling, og Tobis sæsonen netop er gået i gang. ”Vi forventer stor aktivitet frem til sommerferien, hvor der vil blive landet Tobis til olie og fiskemels produktion samt Sild til produktion af Matjes sild,” udtaler Willy B. Hansen .

Kilde Skagen Havn

Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia

*/