Besøg vores mobil side
 .

Strandbyfisk skal levere fisk til Hotel Scandic

Udgivet af FiskerForum den 18-12-2017 · info@fiskerforum.dk

Hotelkæden Scandic indgår nu et samarbejde med Foodservice Danmark og Strandbyfisk, som resulterer i, at Scandics hotelgæster kan nyde friske fisk fra danske fiskere i Scandics 22 hotelrestauranter i Danmark.

Casper Puggaard, kommerciel direktør hos Scandic Danmark, glæder sig over at kunne tilbyde friske danske fisk af høj kvalitet i alle hotelkædens restauranter. Han er glad og stolt over, at Scandic er den første hotelkæde, der indgår en aftale med Strandbyfisk, som er kendt for deres kvalitet og bæredygtighed.


Strandbyfisk er kendt for at holde fast i gamle håndværk, hvor alle fisk bliver håndskåret og nøje udvalgt på fiskeauktionen hver dag. Fiskene lander i Strandby havn hver morgen, og efter mindre end 24 timer lander råvarerne som udsøgte fiskeretter på bordet i Hotel Scandics restauranter.


Foruden ønsket om at give gæsterne en førsteklasses spiseoplevelse, ønsker Scandic at bidrage til bæredygtighed i dansk fødevareproduktion og at støtte lokalt producerede fødevarer.


»Vi har en målsætning om bidrage til dansk vækst og arbejdspladser i lokalområderne, samtidig med at vi løfter niveauet yderligere for de råvarer, vi får ind i vores køkkener. Aftalen med Strandbyfisk passer perfekt ind i denne strategi,« siger Casper Puggaard til Nordjyske.


Strandbyfisk har fuld sporbarhed på deres produkter, som indebærer, at alle informationer om fangststed, fangstdato, fangstredskaber, fiskefartøj og landingshavn er dokumenteret.



Kilde: Nordjyske
FiskerForum.dk


Strandbyfisk skal levere fisk til Hotel Scandic - del gerne


© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 6022 0946 Cookie- og privatlivspolitik