Besøg vores mobil side
 .

Tobisfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat fra 1. april 2017.

Udgivet af FiskerForum den 24-03-2017 · info@fiskerforum.dk

Fiskerimuligheder for tobis i 2017 og disses fordeling på forvaltningsområder og formål.

Danmark forventes i 2017 tildelt samlede fiskerimuligheder for tobis i EU-farvande i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat på 458.552 tons. De samlede danske fiskerimuligheder for tobis forventes fordelt som følger på nye forvaltningsområder for tobis, som de er defineret i henhold til ændret bilag II D i Rådets forordning (EU) Nr. 2017/127 af 20. januar 2017 med senere ændringer:



  • Område 1r: 241.443 tons

  • Område 2r: 165.965 tons

  • Område 3r: 0 tons

  • Område 4: 50.979 tons

  • Område 5r: 0 tons

  • Område 6: 165 tons

  • Område 7r: 0 tons


Det er ikke tilladt for danske fartøjer at fiske tobis i norske farvande i 2017.


Generelle vilkår for deltagelse i tobisfiskeriet i 2017:


Fartøjet skal være tilmeldt tobisfiskeriet og være opført på enten Landbrugs- og Fiskeristyrelsens licensliste nr. 1138 (IOK) eller licensliste nr. 1238 (tobis på rationsvilkår).


Fiskeri med tobisredskaber kan tidligst indledes fra det tidspunkt, hvor fartøjet er optaget på licensliste nr. 1138 eller licensliste nr. 1238, dog tidligst fra den 1. april 2017.


Fartøjer med en længde overalt på 12 meter og derover, der deltager i fiskeriet efter tobis skal for hvert slæb i fartøjets E-logbog angive position og tidspunkt for henholdsvis udsætning og bjærgning af redskab, samt skøn over den ombordtagne mængde. Disse oplysninger skal opdateres ved afslutning af hvert slæb og umiddelbart derefter sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.


Fartøjsføreren på fartøjer med en længde overalt på 12 meter og derover skal være indforstået med, at alle positionsmeldinger fra fartøjets fartøjsovervågningsenhed vil blive stillet til rådighed for DTU Aqua i den periode fartøjet deltager i tobisfiskeriet.


Fartøjer, der fisker tobis i område 1r og 2r skal indtil andet meddeles udtage en prøve pr. dag med fiskeri. I område 4 og 6 skal der udtages en prøve for hvert slæb, efter retningslinjer givet af DTU Aqua. Prøverne skal afleveres ved landing sammen med oplysninger om slæbets position, varighed og skønnet fangstmængde.


Fartøjer, der fisker tobis, må kun fiske i ét forvaltningsområde (1r, 2r, 4 eller 6) pr. fangstrejse. Dog kan fangstrejser, der påbegyndes i område 4 på særlige vilkår videreføres i enten område 1r eller område 2r.


På fangstrejser, hvor der medbringes redskaber med en maskestørrelse under 16 mm er det ikke tilladt at drive fiskeri efter andre arter end tobis.


Fartøjer, der fisker tobis, må maksimalt have 10 % bifangst af andre kvoterede arter pr fangstrejse. Hvis denne bifangstgrænse overskrides ved 2 fangstrejser i træk, eller 3 gange i alt, skal fartøjet forblive i havn 15 dage umiddelbart efter den sidste landing. Såfremt liggeforbuddet ikke overholdes medfører det inddragelse af fartøjets industritilladelse i en halv måned med tilsvarende fradrag af årsmængder.


Danske fartøjer, der ønsker at deltage i tobisfiskeri i 2017, skal indsende ansøgning herom til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Fartøjer, der disponerer over individuelle overdragelige kvoteandele (IOK) for tobis, og er opført på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens licensliste nr. 1138, er automatisk tilmeldt tobisfiskeriet i område 1r, 2r og 4.


For fartøjer, der opfylder betingelserne for at kunne deltage i rationsfiskeri efter tobis, og som ønsker at være optaget på licensliste nr. 1238 fra fiskeriets start den 1. april 2017, skal ansøgningen være Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i hænde senest onsdag den 29. marts 2017. Ansøgninger, der indsendes senere, vil blive ekspederet løbende, og vil i hovedreglen kunne behandles inden for få arbejdsdage.


Fartøjer, der ønsker at blive optaget på licensliste 1338 og dermed have mulighed for at fiske tobis i Kattegat (område 6), skal indsende ansøgning til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Ansøgningen skal være Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i hænde senest onsdag den 29. marts 2017.


Alle ansøgninger skal sendes til licensadm@lfst.dk


Der vil gælde følgende vilkår for fiskeri af tobis i de enkelte forvaltningsområder, når fiskeriet åbnes fra den 1. april 2017:


Rationsfiskeri for tobis i Nordsøen og Skagerrak i forvaltningsområde 1r og 2r:


Der afsættes jf. § 134, stk. 2 i Reguleringsbekendtgørelsen en samlet mængde på 22.920 tons til rationsfiskeri. Denne mængde vil kunne fiskes i forvaltningsområde 1r og 2r, idet maksimalt 3.371 tons kan fiskes i område 1r.


Fartøjer, der fisker tobis på rationsvilkår, må maksimalt fiske, medbringe og lande 200 tons tobis pr. kalenderuge.


For at kunne deltage i tobisfiskeriet på rationsvilkår skal fartøjet være opført på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens licensliste nr. 1238. Fartøjer, der er tildelt IOK for tobis efter den 1. januar 2008, og har overdraget disse, kan ikke opnå tilladelse til tobisfiskeri på rationsvilkår. Der er også begrænsninger for fartøjer med genanvendt tonnage fra fartøjer, der har overdraget IOK.


Fiskeri af tobis i Nordsøen og Skagerrak i forvaltningsområderne 1r, 2r og 4 for fartøjer med individuelle overdragelige kvoteandele:


Fartøjer med individuelle overdragelige kvoter (IOK) for tobis vil kunne påbegynde tobisfiskeri fra den 1. april 2017 i forvaltningsområderne 1r, 2r og 4.


Fartøjer, der disponerer over IOK for tobis i EU-farvande i Nordsøen og Skagerrak, jf. Landbrugs- og Fiskeristyrelsens licens nr. 1138, må i 2017 maksimalt fiske, medbringe, og lande den mængde tobis i tons, de er tildelt pr. forvaltningsområde justeret for evt. registrerede overførsler.


Følgende mængder vil blive lagt til grund ved tildeling af initialkvoter for IOK-fartøjer i de respektive forvaltningsområder:



  • 1r: 226.000 tons

  • 2r: 138.118 tons

  • 4: 48.430 tons.


Der må kun fiskes tobis i et forvaltningsområde pr. fangstrejse. Som en undtagelse herfor vil der for fartøjer, der indleder en fangstrejse med at fiske tobis i område 4 kunne opnås tilladelse til at fortsætte fiskeriet i enten område 1r eller 2r. Ansøgning om at fiske i 2 forvaltningsområder skal inden udsejling fra område 4 sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens Fiskerimoniteringscenter på fmc@lfst.dk.


Ansøgningen skal indeholde oplysning om mængden af tobis om bord og angivelse af numre på de køletanke, hvor fangsten fra område 4 opbevares i, samt oplysning om det område (1r eller 2r), hvor fiskeriet ønskes fortsat. Godkendelse af at kunne fiske i 2 forvaltningsområder på samme fangstrejse er betinget af, at tobisfangster der tages uden for område 4 ikke må opbevares i samme køletanke som fangster fra område 4.


Særlige vilkår for fiskeri af tobis i område 4:


Fiskeri af tobis i område 4 vil være forbeholdt fartøjer, der disponerer over IOK for tobis. Fiskeri af tobis uden for det lukkede område ved Firth of Forth i område 4 kan påbegyndes fra den 1. april 2017.


Fiskeri i det særlige lukkede område ved Firth of Forth er alene tilladt for danske fartøjer, der har søgt om og fået tildelt en særlig tilladelse hertil. Danske fartøjer har i henhold til aftale mellem Danmark og Storbritannien mulighed for at være tilstede og fiske i alt 40 dage i det lukkede område ved Firth of Forth. De 40 dage vil blive fordelt til 10 fartøjer, der hver tildeles 4 dage. De 10 fartøjer findes ved lodtrækning blandt ansøgende fartøjer, der disponerer over mindst 10 promille af tobiskvoten den 1. april 2017.


Fartøjer, der ønsker at komme i betragtning til deltagelse i tobisfiskeriet i det lukkede område ved Firth of Forth i område 4 på de angivne vilkår, skal indsende ansøgning herom til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen senest den 3. april 2017. Ansøgningen skal sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (licensadm@lfst.dk) og mærkes ”Ansøgning om tilladelse til tobisfiskeri i det lukkede område i område 4”.


Tobisfiskeri i Kattegat (forvaltningsområde 6):


Der vil fra den 1. april 2017 blive åbnet for et fiskeri inden for en samlet mængde på 165 tons.


Tobisfiskeri i Kattegat kan i 2017 kun udøves af fartøjer, der har en særskilt tilladelse hertil (licensliste nr. 1338). Der vil kun blive udstedt et begrænset antal tilladelser til dette fiskeri. Interesserede fartøjer, der har et tilknytningsforhold til Kattegat, kan søge om tilladelse til dette fiskeri og ved tildeling af tilladelser, vil der blive givet prioritet til fartøjer, der i perioden 2006 til 2016 kan dokumentere fangster af tobis i Kattegat. På fangstrejser, hvor der fiskes tobis i Kattegat, må der ikke fiskes tobis i andre forvaltningsområder.


Fartøjer, der ønsker at deltage i fiskeri efter tobis i Kattegat i 2017 skal indsende ansøgning herom til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (licensadm@lfst.dk) herom senest onsdag den 29. marts 2017.


Tobisfiskeri i EU-delen af Nordsøen og Skagerrak (område 3r, 5r og 7r):


Det er i 2017 forbudt at fiske tobis i forvaltningsområderne 3r, 5r og 7r.


Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 1. marts 2017, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft den 24. marts 2017



Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet
FiskerForum.dk


Tobisfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat fra 1. april 2017. - del gerne


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia