Besøg vores mobil side
 .

NY UNDERSØGELSE: Kvaliteten af færøsk fisk ikke god nok

Udgivet af FiskerForum den 25-07-2017 · info@fiskerforum.dk

Kvaliteten af iset, færøsk konsumfisk, fanget i farvandet omkring øerne, er under middel. Det er mangelfuld håndtering af is, for lange ture samt generelt for lemfældig behandling af fisken der er årsagerne, viser en ny undersøgelse.

Dette kan man ifølge Kvf.fo læse i det seneste nummer af Frøði - et populærvidenskabeligt magasin, som udgives af Føroya Fróðskaparfelag (The Faroese Academy of Sciences). Det er Símun Hammer, direktør for virksomheden Virkisráðgeving, som har forestået undersøgelsen.



I undersøgelsen påpeger han, at enkelte fiskeskibe er ekstraordinært gode til at opnå god kvalitet - især på grund af god ledelse og godt samarbejde med modtagerne på land omkring kvaliteten.



Problemerne med kvaliteten fører til mange klager, som igen påfører producenterne store ekstraudgifter samt et generelt faldende omdømme.



Taber millionværdier


Tabet af værdi er ifølge undersøgelsen tilsammen 55 millioner kroner årligt i fiskeriets første led. Det vil sige fra skib til modtager eller fabrik på land.



Undersøgelsen konkluderer, at virksomhederne på land, som køber fisken, har problemer med at skaffe tilstrækkelige mængder af kvalitetsfisk, og at problemet kun kan løses, hvis der bliver lavet en større, kvalitetsforbedrende indsats ombord på fiskeskibene. Modtagerne på land kan nemlig sjældent sige nej til at modtage selv fisk af tvivlsom kvalitet, da mængderne af færøsk fanget bundfisk - torsk, kuller og sej - har været faldende de senere år.



Sammenlignet med Norge og Island er mindsteprisen for torsk omkring 4-5 kroner lavere på Færøerne. Mange færøske producenter importerer i dag frossen torsk fra Norge, Island og andre lande til at producere på Færøerne.



En lille trøst er dog, at kvaliteten på færøsk fisk er blevet bedre de seneste 15 år, viser undersøgelsen.



Kilde: KvF (Færøsk radio og tv)


Syntes du om artiklen - så huske at like den på Facebook - så dine venner også får mulighed for at læse den.


© 2017 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia