|
Fiskeriforeningerne i Hvide Sande, Thorsminde, Thyborøn og
Hanstholm har fået et tilskud på 5,8 mio. kr. til et
projekt, der skal undersøge, om det er muligt at gøre
fiskeri af skaldyr i Nordsøen rentabelt. Projektet er en
del af Regeringens vækstsamarbejde for de fiskeriafhængige
områder.
Projektet
skal give et overblik over kvaliteten og mængden af skaldyr
ud for den jyske vestkyst. Målet er at fastlægge hvilke
mængder, der kan fiskes, uden at skade bestanden. Samtidig
vil projektet foretage en analyse af indsamling og
håndtering af bifangst af skaldyr – især konk (en snegleart)
og taskekrabber. Taskekrabber og konk og andre skaldyr skal
udnyttes bedre, og fiskeriet skal selv være med til at finde
veje til at gøre fiskeriet bæredygtigt og rentabelt.
Projektet her er et eksempel på, at fiskeriet med stor
dygtighed forsøger at udnytte de eksisterende ressourcer og
mindske spildet. Det kan være med til at sikre
arbejdspladser i de fiskeriafhængige områder.
Derudover har
projektet som mål at udvikle et system, så fangsterne kan
transporteres og opbevares under passende forhold hele vejen
fra havet til forhandlerne.
Projektet
bliver gennemført i samarbejde med Dansk Skaldyrscenter og
Danmarks Fiskeriundersøgelser og skal være afsluttet den 30.
september 2007.
Fiskeriforeningerne har fået tilskud som led i regeringens
regionale vækststrategi, hvor der indgår aktiviteter i 4
fiskeriafhængige kommuner på den jyske vestkyst. Ordningen
bliver administreret af Direktoratet for FødevareErhverv og
midlerne kommer fra EU's FIUF-program (Finansielle
Instrumenter til Udvikling af Fiskeriet). De overordnede mål
i det danske FIUF-program er at fremme bæredygtighed,
kvalitet og produktivitet inden for fiskerisektoren. EU
finansierer halvdelen af de 5,8 mio. kr., som projektet har
fået i tilskud. |