|
EU-kommissionen har meddelt Danmark, at der med udgangspunkt
i den foreløbige rådgivning, som Det Internationale
Havundersøgelsesråd - ICES - har fremlagt den 5. maj 2008,
kan forventes fastsat en TAC for tobis i ICES zonerne IIIa
og IV og EF-farvande af IIa for 2008 på 400.000 tons.
EU-kommissionen vil fastsætte en fællesskabsandel af denne
TAC til 90 % svarende til 360.000 tons. Danmark vil få
tildelt en kvote heraf på 339.587 tons. Dette er under
forudsætning af, at den endelige rådgivning fra ICES, der
forventes fremlagt den 14. maj 2008, bekræfter den
foreløbige rådgivning.
EU-kommissionen har meddelt Danmark og de andre
medlemslande, der kan forventes tildelt andele af den
foreløbige udmeldte EU-TAC på 360.000 tons, at de kan
påbegynde fiskeri på de forventede kvoter.
Der åbnes
derfor for, at danske fartøjer med virkning fra onsdag den
7. maj 2008 kan opnå tilladelse til at fiske tobis i
Kattegat, Skagerrak og Nordsøen inden for en samlet mængde
på 339.587 tons.
Der vil
gælde følgende særlige vilkår for deltagelse i
tobisfiskeriet fra og med den 7. maj 2008:
A.
Særlige vilkår for deltagelse i tobisfiskeriet fra den 7.
maj 2008:
1.
Fartøjet skal være tilmeldt tobisfiskeriet og enten
være optaget på Fiskeridirektoratets nye licensliste nr. 395
for fartøjer, der disponerer over individuelle overdragelige
kvoter (IOK) for tobis, eller den nye licensliste 396 for
fartøjer med tilladelse til rationsfiskeri af tobis.
Fartøjer der er tildelt IOK for tobis, men efterfølgende har
overdraget disse, kan ikke deltage i tobisfiskeriet.
2.
Fartøjer med en længde overalt på 15 meter og derover
skal være udstyret med en velfungerende
fartøjsovervågningsenhed (FOE).
3.
Fartøjsføreren skal være indforstået med, at alle
positionsmeldinger fra fartøjets FOE vil blive stillet til
rådighed for DTU Aqua i den periode fartøjet er optaget på
tobislisten.
B.
Særlige vilkår for højst tilladte mængder, der må fiskes,
medbringes og landes:
1.
Det enkelte fartøj, der disponerer over individuelle
overdragelige kvoter (IOK) for tobis i EF-farvande i
Nordsøen, samt Skagerrak og Kattegat, jf.
Fiskeridirektoratets licens nr. 1038, må i perioden fra den
1. april til 31. juli 2008 maksimalt fiske, medbringe og
lande en mængde tobis i tons, der svarer til fartøjets
promilleandel af en samlet mængde på foreløbig 320.000 tons.
Denne maksimale fangstmængde for fartøjer med IOK for tobis
inkluderer tillige fartøjernes eventuelle fangster af tobis
i norsk zone i Nordsøen.
2.
Til fartøjer, der er optaget på licensliste nr. 396
og som ikke er tildelt IOK for tobis, afsættes en samlet
mængde tobis til rationsfiskeri i Nordsøen, Skagerrak og
Kattegat på 16.000 tons, som kan fiskes i perioden 7. maj –
31. juli 2008. Fartøjer, der fisker tobis på rationsvilkår,
må maksimalt fiske, medbringe og lande 100 tons tobis pr.
fangstrejse.
C.
Særlige supplerende vilkår for fiskeri efter tobis i norsk
zone i Nordsøen:
1.
Tobisfiskeriet i norsk zone i Nordsøen vil skulle
foregå inden for den til Danmark tildelte kvote på 19.000
tons.
2.
Fartøjsføreren skal udover de allerede gældende
meldinger ved indsejling og udsejling af norsk zone tillige
sende fangstmeldinger til det norske Fiskeridirektorat hver
3 dag efter fartøjet er sejlet ind i norsk zone. Dette
gælder, når fartøjet har til hensigt at fiske tobis eller
har trawl med en maskestørrelse på under 16 mm ombord.
Ejere af
danske fartøjer, der ønsker at deltage i tobisfiskeri på
ovennævnte vilkår i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen i
perioden 7. maj – 31. juli 2008 skal indsende ansøgning
herom til Fiskeridirektoratet. Ejere af fartøjer, der er
optaget på licensliste nr. 399 den 6. maj 2008 og som
fortsat ønsker at være tilmeldt tobisfiskeri fra den 7. maj
på ovennævnte vilkår, kan undlade at indsende ny ansøgning,
da de automatisk fra den 7. maj 2008 vil blive optaget på
enten licensliste nr. 395 (IOK) eller licensliste nr. 396
(rationsfiskeri). Såfremt en ejer af et fartøj ikke længere
ønsker at deltage i tobisfiskeriet på ovennævnte vilkår,
skal der ske framelding ved henvendelse til
Fiskeridirektoratet.
|