|
Den 5. november 2003 kom to fiskere i fiskeskibet
THINGHOLT, L 525, af Thyborøn til skade i forbindelse med parfiskeri med
fiskeskib LILLEHEDEN, HG 269, af Hirtshals. Ulykken skete under overførsel
af trawlwirerne fra THINGHOLT til LILLEHEDEN. Den ene fisker fik brud på
næsen og en flænge i ansigtet, og den anden fisker brækkede venstre arm og
fik 8 tænder slået ud. Begge fiskere blev med helikopter evakueret til
Esbjerg Centralsygehus.
Nedenstående beskrivelse af hændelsesforløbet er baseret
på de to fiskeskipperes
rapport til Skibsforsikringsforeningen i Frederikshavn.
THINGHOLT er en sidetrawler på 305 BT og en længde på
38,7 m. Foruden fiskeskipperen, som er fiskeskipper af 3.grad, og som havde
været fiskeskipper i THINGHOLT i ca. 3 år, var der på den pågældende tur
yderligere 3 besætningsmedlemmer.
LILLEHEDEN er en hæktrawler på 426 BT og en længde på
39,7 m. Foruden fiskeskipperen, som er fiskeskipper af 3.grad, som tidligere
havde sejlet som fisker i LILLEHEDEN, og som på den pågældende tur var
afløserskipper for første gang, var der yderligere 3 besætningsmedlemmer.
Fiskeskibene afsejlede fra Thyborøn den 31. oktober for
at drive industrifiskeri på Hvide Banke i Nordsøen. Fiskeriet startede den
1. november men blev afbrudt på grund af kuling. Fiskeriet blev genoptaget
den 4. november. Trawlet blev sat kl. 13.30, og de to fiskeskibe slæbte
uafbrudt indtil den 5. november kl. ca. 06.00, hvor de skulle lette op. I
forbindelse hermed skulle THINGHOLT overføre trawlwirerne til LILLEHEDEN.
Det var fint vejr, en vind på ca. 10 m/sek., ringe sø og ingen slingerage.
De to fiskeskibe lå næsten stille, THINGHOLT med bagbords side mod
LILLEHEDEN’s styrbords side. Der var afstandsline, en 40 mm ”Dan-line”,
mellem de to kuttere, fra spillet på LILLEHEDEN’s fordæk til fordæk af
THINGHOLT.
Det var LILLEHEDEN’s skipper, som havde ansvaret for, at
der blev firet og hevet på afstandslinen efter behov. På THINGHOLT
blev afstandslinen ført fra stævnen ned langs bagbords side i en
rebtamp, og den slække afstandsline blev gjort fast ved en slipkrog i
galgen. Herefter fæstnede de to fiskere på agterdækket afstandslinen på en
hanefod, som var fæstnet til de 2 trawlwirer. På dette tidspunkt befandt
THINGHOLT’s fiskeskipper sig i styrehuset, hvorfra han havde udsyn over
agterdækket, hvor den ene fisker befandt sig i bagbord side agten for
tromlen og den anden fisker helt agter i styrbords side. Det fjerde
besætningsmedlem var i kabyssen/messen.
På LILLEHEDEN var fiskeskipperen i styrehuset, der var to
fiskere på agterdækket og en fisker på fordækket. Fiskeskipperen på
LILLEHEDEN kiggede på dette tidspunkt efter sin besætning og bemærkede
derfor ikke, at afstandslinen totnede op på grund af skibenes bevægelser.
Han nåede derfor ikke at slække ud på spillet, og trækket på rebtampen, som
i THINGHOLT fastholdt afstandslinen, blev så stort, at rebtampen
sprang, hvorved afstandslinen og hanefoden pludseligt og voldsomt totnede
op. Hanefoden ramte begge fiskerne på agterdækket. Den ene fisker blev
ramt i ansigtet, og han landede bevidstløs på dækket. Den anden fisker blev
kastet over mod tromlen i bagbord side og blev liggende bevidstløs på dækket
foran tromlen.
Fiskeskipperen kaldte på messemanden, varskoede
fiskeskipperen på LILLEHEDEN på kanal 67, manøvrerede væk, koblede skruen
fra og løb ned på agterdækket. Begge fiskere var nu ved bevidsthed. Den ene
fisker havde fået en flænge i panden og havde brækket næsen. Den anden
fisker havde brækket venstre arm, mistet 8 tænder og var forslået på det ene
ben.
Fiskeskipperen kontaktede Radio Medical og ydede
førstehjælp efter instruktion herfra. Det blev besluttet at evakuere de to
tilskadekomne. Ulykken skete kl. ca. 06.05, Radio Medical blev kontaktet kl.
ca. 06.16, en tysk redningshelikopter var fremme kl. ca. 08.35 og fløj af
sted med de tilskadekomne kl. ca. 09.00 til Esbjerg Centralsygehus.
De to fiskere blev udskrevet henholdsvis den 9. november
og den 17. november. THINGHOLT’s fiskeskipper har oplyst, at der på
ulykkestidspunktet ikke var udarbejdet risikovurderinger (APV) i THINGHOLT.
Opklaringsenhedens bemærkninger
Den 20. september 2002 afholdt Søfartsstyrelsen fornyelsessyn på
THINGHOLT. Ved synet blev bl.a. stillet krav om, at APV skulle udarbejdes
inden for 3 måneder. Der var ikke udarbejdet APV på ulykkestidspunktet den
5. november 2003. Årsag Ulykken skete, fordi de to fiskeskibe bevægede sig
fra hinanden, hvorved trækket på afstandslinen blev så stort, at rebtampen,
som fastholdt afstandslinen, brast. Da afstandslinen var blevet fastgjort
til hanefoden til trawlwirerne, totnede også hanefoden op og ramte de to
fiskere. På grund af uopmærksomhed observerede LILLEHEDEN’s
fiskeskipper ikke, at afstandslinen totnede op.
22. januar 2004, Niels Mogensen, Specialkonsulent |