HSR
xx
Trawl Camera
xx

Hansignerak ND 294 - Forlis d. 15. Maj 2004

 

1. Resumé

HANSIGNARAK forliste i dårligt vejr på vej fra fiskeplads til Hvide Sande. Fiskeskipperen, som var alene om bord, blev samme nat fundet omkommet på stranden ca. 2 sømil nord for havneindsejlingen. Vraget af HANSIGNARAK blev fundet den 31. maj ca. 2 sømil nordvest for havneindsejlingen og blev bjærget den 11. juli.

 

2. Søulykken

Ulykkens art: Forlis
Ulykkessted: Vesterhavet – ud for Hvide Sande
Ulykkestidspunkt: Den 15. maj 2004, kl. ca. 01.20
Vejr: V-lig vind ca. 12 m/sek. og ca. 2 m høj sø
Omkomne: Fiskeskipperen omkom

 

3. Skibet

Skibets navn /Havnekendingsnr.:

HANSIGNARAK / ND 294

Hjemsted:

Rødvig
Kontrolnummer/Kendingsbogstaver: FTJ 7133
IMO nummer:  
Skibstype: Fiskeskib (Starlett – 29)
Byggeår: 1979
Tonnage: 4,8 BT
Længde / bredde / dybde: 8,9 m / 3,1 m / 1,1 m
Maskineffekt: 92 kW
Besætning: 1
Rederi/ejer: Hansignarak ApS, Rødvig

 

 

4. Besætningen

Fiskeskipperen på 61 år var alene om bord. Han havde bevis som fiskeskipper af 3.grad fra 1965. Han var en erfaren fisker og havde altid fisket fra Hvide Sande og med HANSIGNARAK siden marts 2003.

 

5. Hændelsesforløbet

Følgende beskrivelse af hændelsesforløbet er baseret på politirapport optaget af politiet i Ringkøbing samt på Opklaringsenhedens interview af implicerede personer i Hvide Sande HANSIGNARAK sejlede fra Hvide Sande den 13. maj om morgenen, med fiskeskipperen alene om bord, for at drive trawlfiskeri efter rødspætter i et område, som benævnes "Kathullet", ca. 40 sømil NV-for Hvide Sande.

Den 14. maj kl. ca. 22.30 havde fiskeskipperen ringet hjem til sin kone. Han havde i telefonen lydt helt normal. Han havde talt om, at han havde problemer med radaren, hvilket han dog ikke havde givet udtryk for at være bekymret over.

Kl. ca. 23.30 havde fiskeskipperen ringet til auktionen i Hvide Sande og oplyst, at han ville være inde kl. ca. 01.00, den 15. maj, samt at han om bord havde 18 kasser fisk plus det løse. Ifølge auktionslederen svarer dette til ca. 800 kg, hvilket var en normal fangstmængde for HANSIGNARAK.

Ifølge udskrift fra målestationen Hvide Sande var der den 15. maj kl. 00.00 vind fra 274°, styrke 11,2 m/sek. – i stødene 14,5 m/sek., og en bølgehøjde på ca. 2 m.

HANSIGNARAK ankom imidlertid ikke til auktionen som meddelt af fiskeskipperen. Kl. ca. 02.00 ringede man fra auktionen til fiskeskipperens mobiltelefon, men der var ikke forbindelse ("der er ingen kontakt……"). Fra auktionen kaldte man også HANSIGNARAK på VHF, men opnåede ikke forbindelse.

Kl. ca. 04.00 ringede auktionen til havnevagten og meddelte, at HANSIGNARAK mod forventning ikke var ankommet.

Fra havnevagten eftersøgte man HANSIGNARAK i havnen men uden resultat. Havnevagten ringede også til fiskeskipperens mobiltelefon, som ringede, men uden svar. Kl. ca. 04.30 "bippede" havnevagten redningsstationens mandskab ind.

Kl. 04.40 afsejlede redningsskibet EMILE ROBIN og samtidig kørte redningsstationens landrover nordpå langs stranden. Meget hurtigt, kl. 05.05, fandt redningsfolkene i landroveren fiskeskipperen liggende omkommet i strandkanten ca. 2 sømil nord for havneindsejlingen. Fiskeskipperen var iført en kedeldragt med opdrift. Han var i strømpefødder. Der blev ringet efter en ambulance, som kørte fiskeskipperen til Ringkøbing Hospital.

Herefter kørte landroveren tilbage til stranden, hvor man, ca. 700 favne nordligere end hvor fiskeskipperen blev fundet, fandt styrehusdøren – ubeskadiget, samt nogle plasticbaljer, en redningskrans og en fender.

EMILIE ROBIN eftersøgte farvandet ud for Hvide Sande, i HANSIGNARAK’s formodede rute fra fiskepladsen til Hvide Sande, uden at finde yderligere spor efter HANSIGNARAK.

Samme dag, lidt over middag, modtog redningsstationen oplysning om, at en redningsflåde var observeret på stranden syd for Hvide Sande. Redningsflåden blev afhentet. Det var HANSIGNARAK’s flåde, og den var udløst, oppustet og ubeskadiget. Udløserlinien viste tegn på at være nærmest "gnavet" over. Beholderen med flådens identifikationspapirer var åbnet, og papirerne fjernet.

Fiskeskipperen blev den 19. maj obduceret på Aarhus Hospital, og det blev konstateret, at han var død ved drukning.

 

6. Supplerende oplysninger

Stabilitet
HANSIGNARAK havde ikke lastrum, hvorfor hele fangsten var placeret på dækket. En fiskekollega til fiskeskipperen har til Opklaringsenheden oplyst, at fiskeskipperen på et tidspunkt havde fortalt, at kutteren med en fangstmængde på ca. 750 kg havde 0 fribord og var vanskelig at håndtere.

Vejr og sø
Den nat hvor HANSIGNARAK forliste, var der kommet flere kuttere ind med fangst til auktionen i Hvide Sande. De meddelte alle om dårligt vejr og uberegnelig sø. Kutteren RI 140, en trawler på 12,3 BT, afsejlede tom fra Thyborøn mod Hvide  Sande den 14. maj kl. ca. 20.00. RI 140 ankom til Hvide Sande den 15. maj kl.  04.20 efter en tur, som normalt ville tage ca. 6 timer.

RI 140’s fiskeskipper, som var alene om bord, har oplyst, at han sejlede langs kysten i en afstand af ca. 1,5 sømil. Der var mærkelige søforhold med bølger fra V-NV, dønninger med brydende sø fra SØ, N-gående strøm og tilbageslående sø fra kysten. Kutteren havde flere gange fået 3 – 4 tons vand på dækket. Havde han vidst, at søen var så uberegnelig, var han ikke sejlet fra Thyborøn.

RI 140’s fiskeskipper hørte ved sin ankomst til Hvide Sande, at HANSIGNARAK var savnet. Han havde ikke set eller hørt noget til kutteren.

Tilsyn
Det har ikke været muligt at finde HANSIGNARAK’s tilsynsbog. Ifølge ejeren, som erhvervede kutteren i juni 2001, er den formentlig blevet lagt om bord, da kutteren i marts 2003 blev flyttet fra fiskeri fra Rødvig til Hvide Sande.

HANSIGNARAK var på grund af sin størrelse ikke synspligtig. I februar 1999 afholdt

Søfartsstyrelsen et kampagnesyn på HANSIGNARAK, på dette tidspunkt under navnet FALKEN af Mellerup. Af dokumenterne fra dette syn fremgår nogle mindre udstyrskrav samt en dispensation for at være udstyret med redningsflåde under  forudsætning af et begrænset fartsområde inden for Skagen.

Den nuværende ejer satte en redningsflåde om bord, da han erhvervede kutteren i juni 2001, og det normale fartsområde for en kutter af denne størrelse og med det pågældende udstyr er bl.a. inden for 30 sømil af Jyllands vestkyst. Den angivne fiskeplads på den aktuelle tur var således inden for dette område.

Redningsflåden
Redningsflåden var en 4 personers Viking flåde. Ifølge Viking gennemgik den service i januar 2004. Udløserlinen var 16 m lang. Det er ikke Opklaringsenheden bekendt, hvilket udløserarrangement der var anvendt.

 

7. Supplerende undersøgelser

Den 31. maj blev vraget af HANSIGNARAK fundet af en lokal fisker ca. 2 sømil nordvest for Hvide Sande på positionen 56°01,055’ N 008°04,333 Ø på ca. 15 m  vand. En dykker var nede ved vraget og kunne konstatere, at kutteren stod på  bunden med ca. 30° hældning til styrbord, samt at roret var beskadiget, trykket opad. Lugen på ruffet, til lukafet, var åben, og et koøje i bagbord side var ikke tilspændt. Trawltromlen var ikke bremset, og skovlene var på plads. Dykkeren konstaterede endvidere et ret stort hul ved agterspejlet i styrbord side.

Lokale fiskere bjærgede HANSIGNARAK’s trawlgrej. Grejet incl. skovlene vejede 550 kg.

Den 11. juli bjærgede lokale fiskere vraget af HANSIGNARAK og bragte det til Hvide Sande. I forbindelse hermed blev det konstateret, at et vækkeur om bord viste 01.20. Et ur ophængt på skottet i lukafet viste 05.40. VHF.en var tændt og stod på kanal 16. En spuleslange fra dækket var viklet en omgang omkring skruen, og slangen viste tegn på skader fra skruen. Det ene skrueblad manglede, og møtrikken på skrueakslen manglede også. I styrehuset stod manøvrehåndtaget til  frem. Der er også manøvrehåndtag på dækket i styrbord side, agter, og det er muligt, at dykkeren har rørt ved håndtagene på dækket.

I lukafet blev fundet en redningsdragt og en redningsvest. Motoren var udtaget for renovering, da Opklaringsenheden den 26. juli synede vraget af HANSIGNARAK. Plejlstangen var knækket.

Efterfølgende, i forbindelse med udtagning af skrue og skrueaksel, blev konstateret, at stævnrørsflangen i motorrummet var brækket, og at de 2 gennemgående bolte manglede. Flangen faldt af, da skrueakslen blev taget ud.

 

8. Opklaringsenhedens Bemærkninger

Den omkomne fiskeskipper var alene om bord. Det har derfor ikke været muligt for Opklaringsenheden med sikkerhed at kunne konstatere, hvad der er sket under HANSIGNARAK’s sejlads fra fiskepladsen mod Hvide Sande.

På grundlag af Opklaringsenhedens undersøgelser kan det imidlertid konstateres, at fiskeriet var afsluttet, og grejerne bjærget, og at HANSIGNARAK var på vej mod Hvide Sande med en fangst på ca. 800 kg på dækket. Hovedparten af fangsten var i kasser og noget var løst.

Det er Opklaringsenhedens opfattelse, at HANSIGNARAK herved har haft en meget lille fribord agter, samt at der har været mulighed for, at den løst placerede fangst kunne blokere lænseportene.

Det kan endvidere konstateres, at det var dårligt vejr med bølger fra V-NV og uberegnelig sø tættere på kysten.

Det er herved Opklaringsenhedens opfattelse, at det er sandsynligt, at HANSIGNARAK, på en SØ-lig kurs, har taget vand ind over agterdækket, og at vand på dækket yderligere har forringet en på grund af vægten af fangst og grejer dårlig stabilitet.

Det kan også konstateres, at fiskeskipperen kl. ca. 23.30 havde meldt sin ankomst til kl. ca. 01.00, at der herefter ikke var yderligere kommunikation med fiskeskipperen, at et vækkeur om bord var gået i stå kl. 01.20, samt at vraget af HANSIGNARAK blev fundet ca. 2 sømil NV-for Hvide Sande, ca. 1,3 sømil fra kysten.

Opklaringsenheden mener herved, at HANSIGNARAK er gået ned – pludselig - kort efter kl. 01.00 i et område tæt ved kysten, hvor sø- og strømforholdene var uberegnelige.

Det kan endelig konstateres, at en dykkerundersøgelse den 31. maj af vraget af HANSIGNARAK viste et ret stort hul ved agterspejlet i styrbord side, samt at der  ved bjærgning af vraget den 11. juli var betydelige skader på såvel skrog, motor, ror og skrue.

Det er ikke muligt at konkludere, om nogle af disse skader er opstået under HANSIGNARAK’s sejlads mod Hvide Sande og derved har været medvirkende til forliset, eller om de er opstået, medens kutteren har ligget på ca. 15 m vanddybde i ca. 2 måneder. Efter Opklaringsenhedens opfattelse er det sidste mest sandsynligt.

Opklaringsenheden mener, at redningsflåden blev frigjort, da HANSIGNARAK sank. På grund af udløserlinens længde i forhold til vanddybden vil flådecontaineren flyde på overfladen, og aktiveringen af luftbeholderen, som sker ved træk i udløserlinen,  kan være sket på et senere tidspunkt. Frigørelsen af flåden fra vraget er tilsyneladende sket ved, at udløserlinen er bristet på grund af skamfiling.

9. Konklusion

Opklaringsenheden kan ikke med sikkerhed udtale sig om årsagen til HANSIGNARAK’s forlis.

Opklaringsenheden kan imidlertid konkludere, at det for en kutter af HANSIGNARAK’s størrelse, og med den pågældende fangst, har været dårligt vejr. Medløbende sø og uberegnelig sø tættere på kysten har sandsynligvis medført vand på dækket og dermed mulighed for, at stabiliteten er blevet forringet så meget, at kutteren pludselig forliste.

Niels Mogensen, Specialkonsulent

 
 
 

Læs rapporten på Søfartsstyrelsens hjemmeside (PDF)

 

Ovenstående meddelelse er gengiver uredigeret fra Søfartsstyrelsens
hjemmeside og er uden ansvar for FiskerForum.

  

Søfartsstyrelsens hjemmeside : www.sofartsstyrelsen.dk

 
Søfartsstyrelsen
Vermundsgade 38 C
2100 København Ø
Tlf. 39 17 44 00
Fax: 39 17 44 01  

 

FiskerForum - 2004

 

Øster Hurup Båd-& Garnhandel
xx
Cadyma
xx
Alle billeder, tekster og data på FiskerForum er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Alle rettigheder tilhører eller varetages
af FiskerForum. Det er ikke tilladt at kopiere eller bruge tekster, data eller billeder fra FiskerForum uden tilladelse. ©

Fiskerforum • www.fiskerforum.dk • CVR 20075376 • info@fiskerforum.dk • Tlf 9731 1946

www.worldfishingtoday.com :  World Fishing Today - Commercial Fishing News - World Wide

www.fiskeskibe.dk : Forum og galleri for og om erhvervsfiskeriet i skandinavien

www.trawlerphotos.co.uk : Trawler Photos is a forum and online gallery of
photographs and images covering everything to do with commercial fishing

Privatlivspolitik • Siderne ses bedst i 1024 * 768 pixels opløsning

Sommerhuse til lystfiskere | Billige sommerhuse