|
Fiskeskibet VENDELBO var på snurrevodsfiskeri i
Skagerrak. Om bord var to mand, fiskeskipperen og bedstemanden. Da de skulle
sætte redskaberne ud for at begynde på dagens tredje træk, og bedstemanden
netop havde gjort fast mellem vodtovet og ankergrejerne og ladet gå skibets
fortøjning til ankeret, blev han fanget af en kinke på en bøjetamp i
ankergrejerne og trukket over bord.
Fiskeskipperen kunne ikke alene bjærge den overbordfaldne
om bord. To gange,
hvor fiskeskipperen havde fået manøvreret skibet i position i forhold til
den overbordfaldne, der var livløs, drev denne ind under skibet, inden
fiskeskipperen kunne nå at få fat i ham.
Fiskeskipperen kaldte hjælp fra kollegaer i nærheden. De
sejlede straks hen mod ulykkespositionen, og af deres indbyrdes
kommunikation på VHF kanal 16 blev Lyngby Radio opmærksom på, at en person
var faldet over bord. Lyngby Radio alarmerede fiskeriinspektions- og
redningsskibet VESTKYSTEN, der også var i området. VESTKYSTEN sejlede til
undsætning, og skibets boardingbåd blev sendt af sted og bjærgede den
overbordfaldne, der var viklet ind i bøjeline og vodtov. |