|
NANA MARIA afsejlede fra Esbjerg den 26. april for
fiskeri i Nordsøen. Fiskeriet blev afsluttet den 8. maj kl. ca. 14.00 på
positionen 55°15’ N - 001°37’ Ø, og skibet påbegyndte hjemsejladsen mod
Esbjerg, fuldt lastet med fisk.
Den pågældende dag var fiskeskipperen tørnet til om
morgenen ved 5-tiden. Han havde haft hvileperiode fra kl. 14.30 til kl. ca.
18.00. Imellem kl. 18 og 19 spiste han i messen. Kl. 19 overtog han vagten
alene i styrehuset, og han havde vagten, indtil påsejlingen indtraf.
Der havde været andre i styrehuset i perioden efter kl.
19, men ikke vagtgående personel. Maskinmesteren havde været i styrehuset
løbende, fordi der var problemer med generatoren.
Ved vagtovertagelsen kl. 19 var vejret stille med næsten
havblik, og der var i perioden indtil påsejlingen en vekslende sigtbarhed på
mellem 2 og 3 sømil, dog med tågebanker med sigtbarhed ned til ca. 100 m.
Det var stadig lyst.
Der var ikke anden trafik af betydning. NANA MARIA
fulgtes med to makkerskibe, SHANNON og RIKKE HOLM, begge fra Esbjerg. De
sejlede på hver sin side af NANA MARIA i 3 – 4 sømils afstand ifølge
radaren.
I styrehuset var en moderne 3 cm Furuno radar med
daglysskærm i drift. Radaren var indstillet på 6 sømils området, i "relativ
motion" og "course up" med minimum "anti-clutter sea". Herudover var
ekkoloddet, 3 VHF anlæg og 3 GPS modtagere i drift. Den ene VHF var
indstillet på kanal 16.
Gyrokompasset havde været ude af drift siden den 4. maj,
og radaren var derfor ikke gyrostabiliseret.
Der blev styret ved selvstyrer, som var indstillet til at
tillade 7 ° giring til hver side. Skibet lå uroligt på kursen og slingrede
mindst de 7° til hver side.
Der blev navigeret ved aflæsning af skibets beholdne kurs
over GPS modtageren samt ved sammenligning med skibets magnetkompas, som
kunne aflæses fra styrepladsen. Skibets beholdne kurs var 87°. Farten var 10
knob, svarende til normal maksimum fart.
Skibets lanterner, som for almindeligt maskindrevet skib,
var tændt. Der blev ikke på noget tidspunkt afgivet tågesignaler.
På et tidspunkt under fiskeskipperens vagt var der
opstået et "black out". Fiskeskipperen huskede ikke hvornår, men ifølge
maskinmesteren skete der 1½ - 2 timer før påsejlingen. I forbindelse med
dette "black out", som varede ca. 1 minut, havde der været en del uro i
styrehuset, og fiskeskipperen havde en tid været optaget af at genindstille
instrumenterne. Han husker ikke, om han efterfølgende kontrollerede radarens
indstilling, og han kan ikke udelukke, at indstillingen var blevet ændret.
På et tidspunkt, hvor også maskinmesteren var i
styrehuset, så fiskeskipperen pludselig et skib få grader om styrbord i en
afstand af ca. 20 m. Han havde ikke tidligere set det på radaren. Han
skiftede straks til håndstyring og lagde roret hårdt bagbord, men det var
for sent til at undgå påsejlingen.
NANA MARIA ramte det andet skib, som viste sig at være
JEANETTE-KRISTINA, "stævn mod stævn". JEANETTE-KRISTINA blev skubbet
agterover i nogle sekunder, inden det gik klar på NANA MARIA’s stybord side.
Påsejlingen skete kl. ca. 22.30 på positionen (iflg. GPS)
55°17’ N - 003°27’ Ø.
Fiskeskipperen så, at JEANETTE-KRISTINA havde fået et
stor hul i forskibet – ca. 1 x 1 m.
Over VHF aftalte de to fiskeskippere, at
JEANETTE-KRISTINA’s besætning på 3 mand skulle gå i redningsflåden,
hvorefter NANA MARIA ville samle dem op.
Opsamlingen foregik uden problemer, ved at fiskerne fra
JEANETTE-KRISTINA entrede NANA MARIA via trinene i skibssiden.
Redningsflåden blev taget om bord i NANA MARIA.
JEANETTE-KRISTINA sank ca. 15 minutter efter påsejlingen. |