|
RUDOKOP er en tidligere slæbebåd hjemskrevet i Cayman
Island register. Skibet er ombygget til lystfartøj.
Det
er dampdrevet og er bygget i 1957. Det har en overaltlængde på 32,8 m, en
bredde på 7,62 m og en maksimal dybgang på 4,09 m. Skibet måler 201 BRT.
Efter at være købt i oktober 2007 af en polsk køber, var skibet under
forlægning fra Sevilla i Spanien til Gdynia i Polen.
På rejsen havde skibet en besætning på 5 mand, bestående
af Skibsfører, overstyrmand, Maskinchef, Maskinmester, matros/kok.
ATLANTIC
(R 57, c/s OU7228) er et enmands-betjent fiskeskib hjemskre-vet i Rønne og
registreret i det almindelige danske skibsregister (DAS). Skibet er bygget i
1988 og har en længde overalt på 12,2 m, en bredde på 4,00 og en maksimal
dybgang på 1,82 m. Skibet måler 13,0 BT / 3,9 NT.
Om morgenen den 21. maj 2008 var RUDOKOP på en position
syd for Rønne og fulgte sin planlagte rute på en østlig kurs. ATLANTIC og
fiskefartøjet KIKI LOUISE (R.67, c/s XP5636) havde netop afsluttet
trawlfiskeri og var sammen på nordlig kurs under forlægning til Rønne.
Kl. ca. 05:25 LT kolliderede RUDOKOP med ATLANTIC.
ATLANTIC rullede med det samme rundt. Det lykkedes den ombordværende fisker
at komme ud af styrehuset og kravle op på skibets bund. Herfra kunne han
bjærges over på KIKI LOUISE, der var gået til assistance. ATLANTIC sank kort
efter. KIKI LOUISE fortsatte efter ca. en halv time sin sejlads til Rønne
med den redede fisker ombord. RUDOKOP blev beordret til at forlægge til
Rønne.
Rønne Politis maritime udrykningsstyrke blev af Rønne
redningsbåd sejlet ud til RUDOKOP under dette skibs forlægning imod Rønne.
Politistyrken gik ombord i RUDOKOP godt 2 timer efter kollisionen, og kunne
konstatere, at skibets fører var spiritus påvirket med en promille på 1,16.
Skibets styrmand, som var vagthavende ved kollisionen, var ikke påvirket af
alkohol.
Ifølge såvel fører som overstyrmand på RUDOKOP var vejret
på kollisionstidspunktet stille og med god sigt. Rønne redningsbåd, som
sejlede politiet ud til RUDOKOP, angiver vejret til letskyet, SW-lig vind 5
m/s, søens højde 0, sigten 4-10 km. |